Et bevidst sammenbrud

af Paul Krugman

James Baker tager afsted for at forhandle irakisk gældeftergivelse med vore bortstødte allierede. Og det netop som viceforsvarsministeren udsender en "Beslutning og resultater" vedr. genopbygningskontrakter, der ikke blot udelukker disse allierede fra at byde, men gør det i form af en i høj grad offensiv sprogbrug. Hvad er der på færde?

Måske er det at tillægge Paul Wolfowitz for meget ære, men jeg tror ikke at dette kun var udtryk for inkompetence. Jeg tror at administrationens hard-linere er i færd med bevidst at sabotere forsoning.

Det handlede helt bestemt ikke kun om at reservere kontrakter til administrationens bonkammerater. Halliburton profiterer godt nok i Irak - vil forsvarerne langt om længe indrømme dette, nu hvor en Pentagonrevision konstaterer overpriser? Og hvor der er rapporter, der antyder en skandale i Bechtel´s opreklamerede skoleprogram.

Jeg har imidlertid altid været af den opfattelse, at påstande om at profit var motivet for Irak-krigen - og ikke blot en sidegevinst - er ligeså lidet troværdige, som påstanden om, at krigen handler om at bekæmpe terrorisme.Der er dybere motiver på spil her.

Wolfowitz´s officielle begrundelse for kontraktpolitikken er forbavsende kynisk: "At
begrænse konkurrence om hovedkontrakter vil fremme udvidelsen af internationalt samarbejde i Irak samt i forbindelse med fremtidige bestræbelser - fremtidige bestræbelser? - og "skulle kunne gavne det fortsatte samarbejde frak oalitionsmedlemmernes side."
Oversættelse: Vi kan bestikke andre nationer til at sende tropper.

Men jeg tvivler på at Wolfowitz selv tror på den. Det sidste år, fra det mislykkede forsøgpå at få FN til at godkende krigen og til tilbagtoget i forbindelse med ståltariffen, har været en lang lektie i grænserne for amerikansk økonomisk indflydelse.
Wolfowitz ved lige så godt som resten af os, at allierede som virkelig kunne yde
brugbar hjælp, ikke vil lade sig rokke af nogle få lukrative kontrakter.

Men hvis kontrakterne ikke medfører brugbar indflydelse, hvorfor da torpedre en potentiel forsoning mellem Amerika og dets allierede? Måske fordi Wolfowitz´s
fraktion ikke ønsker en sådan forsoning.

Dette er barske tider for arkitekterne bag "Bush doktrinen" om unilateralisme og forebyggende krig. Dick Cheney, Donald Rumsfeld og deres andre gamle medarbejdere
fra Project for a New American Century betragtede Irak som et pilot projekt, et der kunne legitimere deres synspunkter og bane vejen for yderligere regime-forandringer. (Deraf Wolforwitz´s bemærkning om "fremtidige bestræbelser".)

I stedet er projektet løbet sur - og mange insidere ser Mr. Bakers mission som del af
bestræbelser, som veteraner fra den første Bush administration gør sig for at udfri George W. Bush af hardlinernes klør. Hvis missionen mislykkes under bitterhed
over kontrakter, så er det en god ting set fra hardlinernes synspunkt.

Husk, at der er rigeligt med vidnesbyrd om administrationens høges fribytter-politik, som f.eks.de hemmelige møder sidste sommer mellem Pentagon funktionærer, der
arbejder for Douglas Feith, viceforsvarsminister for politik og planlægning - og en
nøglefigur i den fejlagtige fortolkning af den irakiske trussel misrepræsentation - og iranere med et tvivlsomt ry. Husk også, at hardlinernes sabotage, netop når de forsoningsorienterede synes at være ved at nå resultater, har tegnet et mønster.

Der var et slående eksempel i august. Det så ud til at Colin Powell endelig havde fået overbevist præsident Bush om, at hvis vi ikke planlægger en krig med Nord Korea,
så giver det mening at forhandle. Men så holdt John Bolton, viceudenrigminister for
våbenkontrol, hvis rolle mere dækkende beskrives som "de neokonservatives mand i
udenrigsministeriet", en tale om Kim Il Jong, hvor han erklærede: "At give efter for hans ublu krav vil kun opmuntre ham og måske mere ildevarslende, andre kommende tyranner."

Kort sagt, så afspejler denne uges diplomatiske sammebrud formentlig en intern magtkamp, hvor høgene bruger kontraktproblemet som en måde at forhindre voksne
republikanere i at genvinde kontrol med USA´s udenrigspolitik. Og foreløbige indikationer peger i retning af, at manøvren fungerer - at høgene nok engang har haft held med at tilpasse sig Bush´s forkærlighed for moralistiske formuleringer om godt og ondt. "Det er meget enkelt," sagde Mr. Bush i går. "Vore folk risikerer deres liv ....den venligtsindede koalitions folk
risikerer deres liv ... kontrakterne vil komme til at afspejle dette."

I sidste instans vil Bush doktrinen - baseret på illusioner om Amerika´s evne til at dominere verden med magt - bryde sammen. Hvad vi netop har lært er, hvor hårdt
og beskidt doktrinens fortalere vil kæmpe imod det uundgåelige.

Oversættelse: Hans Pendrup.

- End -