USA
 

Amerikas krig for verdensherredømme

af Michel Chossudovsky

Vi står ved korsvejen til den alvorligste krise i moderne historie. Bush-administrationen er slået ind på vejen til et militært eventyr, der truer menneskehedens fremtid.

Originaltekst:
America's War for Global Domination

 

Michel Chossudovsky i Berlin, december 2003
Han er professor i økonomi ved Ottawas Universitet og leder af
Center for Research on Globalisation

Krigene i Afghanistan og Irak er del at en mere omfattende militær dagsorden, der blev indledt i slutningen af den kolde krig. Den aktuelle krigsdagsorden er en videreførelse af Golfkrigen i 1991 og NATO-krigene mod Jugoslavien (1991-2001).
Perioden efter den kolde krig har ligeledes været kendetegnet ved talrige hemmelige amerikanske efterretningsoperationer inden for det tidligere Sovjetunionen, der var medvirkende til udløsningen af borgerkrige i adskillige af de tidligere republikker, inklusive Tjetjenien (inden for den russiske føderation), Georgien og Aserbajdsjan. I sidstnævnte blev disse hemmelige operationer iværksat med henblik på at sikre strategisk kontrol over olie- og gasledningskorridorer.

Amerikanske militær- og efterretningsoperationer blev i perioden efter den kolde krig gennemført i nær tilknytning til de operationer for at skabe et 'frit marked', som under vejledning af den internationale valutafond IMF blev pånødet Østeuropa, det tidligere Sovjetunionen og Balkan, og som resulterede i destabiliseringen af de nationale økonomier og forarmelse af millioner af mennesker.

Privatiseringsprogrammerne i disse lande sponsoreret af Verdensbanken gjorde det muligt for den vestlige kapital at tilegne sig ejendom og vinde kontrol over en stor del af de tidligere østblok-landes økonomier.
Denne proces er også grundlaget for vestlige konglomeraters strategiske fusioner og/eller overtagelser af den tidligere sovjetiske olie- og gasindustri via finansiel manipulation og korrupt politisk praksis. Det, der m.a.o. er på spil i den amerikansk ledede krig, er genkoloniseringen af en enorm region, der strækker sig fra Balkan og ind i Centralasien.

Indsættelsen af Amerikas krigsmaskine tager sigte på at øge Amerikas økonomiske indflydelsessfære. USA har ikke blot etableret en permanent militær tilstedeværelse i Irak og Afghanistan, det har militærbaser i flere af de tidligere sovjetrepublikker ved Kinas vestgrænse. Endvidere har der siden 1999 været en militær opbygning i det Sydkinesiske Hav.

Krig og globalisering går hånd i hånd. Militarisering støtter erobringen af nye økonomiske grænseområder og verdensomspændende indførelse af et 'frit markeds-system'.

Krigens næste fase

Bush-administrationen har allerede udpeget Syrien som det næste trin i "køreplanen for krig". Det israelske luftvåbens bombardement af angivelige 'terroristbaser' i Syrien i oktober havde til formål at tilvejebringe en retfærdiggørelse af efterfølgende forebyggende militære interventioner. Ariel Sharon iværksatte angrebene med Donald Rumsfelds billigelse.

Denne planlagte udvidelse af krigen ind i Syrien har alvorlige implikationer. Den betyder, at Israel bliver en vigtig militær aktør i den amerikansk ledede krig og tillige et 'officielt' medlem af den anglo-amerikanske koalition.

Pentagon betragter 'territorial kontrol' over Syrien, der udgør en landbro mellem Israel og det besatte Irak, som ´strategisk' ud fra et militært og økonomisk standpunkt. Det udgør også et middel til kontrol med den irakiske grænse og bremser strømmen af frivillige, der rejser til Bagdad for at slutte sig til den irakiske modstandsbevægelse.

Denne udvidelse af krigsskuepladsen er i overensstemmelse med Ariel Sharons plan om at bygge et 'Stor-Israel' "på ruinerne af palæstinensisk nationalisme". Mens Israel søger at udvide sit territoriale domæne over imod Eufratfloden, med udpegede områder for jødisk bosættelse i det syriske centralområde, fængsles palæstinensere i Gaza og på Vestbredden bag en 'apartheidmur'.

Samtidig har den amerikanske kongres forstærket de økonomiske sanktioner imod Libyen og Iran. På samme måde antyder Washington behovet for et ´regimeskift´ i Saudi-Arabien. Politisk pres er under opbygning i Tyrkiet.
Krigen kan derfor utvivlsomt komme til at brede sig over en meget mere omfattende region, der strækker sig fra det østlige Middelhav til det indiske subkontinent og Kinas vestgrænse.

'Forebyggende' brug af kernevåben

Washington har tillagt sig en 'forebyggende' kernevåbenpolitik med ret til første slag, der nu har fået kongressens accept. Kernevåben er ikke længere den sidste udvejs våben som under den kolde krig.

USA, Storbritannien og Israel har en koordineret kernevåben-politik. Israels kernevåben peger i retning af store byer i Mellemøsten. Alle tre landes regeringer har før krigen imod Irak helt åbent erklæret, at de er forberedte på at bruge kernevåben, "hvis de bliver angrebet" med såkaldte "masseødelæggelsesvåben". Israel er atommagt nr. 5 i verden. Landets kernevåbenarsenal er mere avanceret end Storbritanniens.
Kun få uger efter de amerikanske marinesoldaters indtog i Bagdad gav det amerikanske senat de væbnede styrkers komite i Pentagon grønt lys til at udvikle en ny taktisk atombombe med henblik på konventionelle krigsskuepladser "med en ydelse på (op til) seks gange kraftigere end Hiroshimabomben".

I overensstemmelse med en senatsbeslutning omdefinerede Pentagon detaljerne i sin kernevåben-dagsorden på et hemmeligt møde med seniorledere fra atomindustrien og det militært-industrielle kompleks, der blev afholdt den 6. august, den dag, den første atombombe blev nedkastet over Hiroshima for 58 år siden.

Den nye atompolitik involverer eksplicit de store forsvarskontraktholdere i beslutningstagningen. Det er ensbetydende med privatisering af atomkrig.

Koncernerne indhøster ikke blot multimilliardstore dollarprofitter fra produktionen af atombomber - de har også en direkte stemme i udarbejdelsen af dagsordenen m.h.t. brug og indsættelse af kernevåben.

I mellemtiden har Pentagon udløst en større propaganda og pr-kampagne med henblik på at opretholde brugen af kernevåben i forbindelse med "forsvar af det amerikanske hjemland". Mini-atombomberne, der er fuldt ud godkendt af den amerikanske kongres, anses for at være "sikre for civile". Denne nye generation af kernevåben er bestemt til brug i den næste fase af denne krig, i "konventionelle krigsskuepladser" (f.eks. i Mellemøsten og Centralasien) jævnsides med konventionelle våben.

I december 2003 allokerede den amerikanske kongres 6,3 milliarder dollars alene for 2004 til udvikling af denne nye generation af "defensive" kernevåben.
Det samlede årlige forsvarsbudget er af en størrelsesorden på 400 milliarder dollars, dvs. stort set af samme størrelsesorden som hele den Russiske Føderations bruttonationalprodukt.

Mens der ikke er noget afgjort bevis på brugen af mini-nukes på de irakiske og afghanske krigsskuepladser, bekræfter tester udført af Canadas Uranium Medical Research Center (UMRC) i Afghanistan, at registreret toksisk stråling ikke stammede fra "tungmetal" (forarmet uran ammunition), men fra en anden uidentificeret form for uranforgiftning.

"En eller anden form for uranvåben er blevet anvendt (...) Resultaterne var forbløffende: Donorerne præsenterede koncentrationer af toksiske og radioaktive uranisotoper, der var mellem 100 og 400 gange større end hos de Golfkrigsveteraner, der blev testet i 1999."

Planlægningen af krigen

Krigen imod Irak har været under planlægning mindst siden midten af 1990'erne.
Et National Security-dokument fra Clinton-administrationen fastslog ganske tidligt, at målet med krigen er olie. At beskytte de Forenede Staters uhindrede og sikre adgang til olie.

I september 2000, nogle få måneder før George W. Bush holdt sig indtog i det Hvide Hus, offentliggjorde Project for a New American Century (PNAC) sit program for global dominans under overskriften "Genopbygning af Amerikas Forsvar".

PNAC er en neokonservativ tænketank med forbindelse til forsvars- og efterretnings-etablissementet, det republikanske parti og det magtfulde Council of Foreign Relations (CFR), der spiller en rolle bag kulisserne i forbindelse med formuleringen af den amerikanske udenrigspolitik.

PNAC's erklærede mål er ganske enkelt at: "Udkæmpe og endegyldigt vinde på flere samtidige krigsskuepladser."

Denne erklæring viser, at de amerikanske planer skal involveres samtidig på flere krigsskuepladser i forskellige af verdens regioner. Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney havde bestilt PNAC's program forud for præsidentvalgene.

PNAC skitserer en køreplan for erobring. Den forlanger "den direkte etablering af amerikanske ´fremskudte baser´" over hele Centralasien og Mellemøsten "med henblik på at sikre økonomisk dominans over verden og samtidig kvæle enhver potentiel rival eller ethvert levedygtigt alternativ til Amerikas vision om en ´fri markedsøkonomi.'"
(Se Chris Floyd: Bush's Crusade for empire, Global Outlook, No. 6, 2003)

Betydningen af "massive tabsfremkaldende hændelser"

PNAC-programmet skitserer også en sammenhængende ramme for krigspropaganda. Et år før 11/9 efterlyste PNAC til "en eller anden katastrofal og katalyserende begivenhed, såsom en ny Pearl Harbor", der kunne tjene til at galvanisere den amerikanske offentlige mening til støtte for en krigspropaganda.
(Se http://www.globalresearch.ca/articles/NAC304A.html )

PNAC-arkitekterne synes med kynisk nøjagtighed at have forudset brugen af 11. september-angrebene som en "krigsforberedende hændelse".

PNAC's reference til en "katastrofal og katalyserende hændelse" genkalder en lignende erklæring af David Rockefeller til FN´s Business Council i 1994:
"Vi er på randen af en global transformation. Alt, hvad vi har brug for, er den rette større krise, og nationerne vil acceptere den nye verdensorden."

På lignende vis siger Zbigniew Brzenziski i sin bog The Grand Chessboard:
"... Det kan vise sig at være vanskeligere at forme en konsensus (i Amerika) om udenrigspolitiske problemer, hvis der ikke foreligger omstændigheder, der er kendetegnet ved en virkelig massiv og omfattende forstået direkte ydre trussel."

Zbigniew Brzenziski, der var national sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter, var en at de centrale arkitekter bag Al Qaeda-netværket, der blev skabt af CIA i forbindelse med den sovjetisk-afghanske krig (1979-1989).

Den "katastrofale og katalyserende begivenhed" er, som fastslået af PNAC, en integreret del af den amerikanske militære efterretningsmæssige planlægning.

General Franks, der stod i spidsen for den militære kampagne i Irak, pegede for nylig (oktober 2003) på den rolle, som en "massiv tabsfremkaldende begivenhed" kan have for at mønstre støtte til indførelsen af militær justits i Amerika.
(Se General Tommy Franks calls for Repeal of US Constitution, November 2003, http://www.globalresearch.ca/articles/EDW311A.html ).

Franks identificerer det præcise scenario, hvorunder militær justits vil blive etableret:
"En terroristisk, massiv, tabs-fremkaldende hændelse (vil finde sted) et eller andet sted i den vestlige verden - det kan være i Amerikas Forenede Stater - der foranlediger vores befolkning til at sætte spørgsmålstegn ved vores egen konstitution og til at begynde at militarisere vort land for at undgå gentagelse af en ny massiv, tabs-fremkaldende hændelse." (Ibid.)

Denne erklæring fra en enkeltperson, der har været aktivt involveret i militær- og efterretningsmæssig planlægning på højeste niveau, antyder, at "militarisering af vort land" er en igangværende operationel forudsætning. Den er en del af den mere omfattende 'Washington-konsensus', og af Bush-administrationens 'køreplan' for krig og 'hjemlandets forsvar'. Det skulle være overflødigt at tilføje, at den også er en integreret del af den nyliberale dagsorden.

Den 'terroristiske massive tabsfremkaldende hændelse'fremlægges af General Franks som et afgørende politisk vendepunkt. Den deraf følgende krise og sociale uro har til formål at fremme et større skift i de amerikanske politiske, sociale og institutionelle strukturer.

General Franks' erklæring afspejler en konsensus inden for det amerikanske militær om, hvordan begivenheder bør udfolde sig. 'Krigen imod terror' tager sigte på at tilvejebringe retfærdiggørelse for ophævelsen af den legale justits, angiveligt i sidste instans med henblik på at 'bevare borgerlige friheder'.

Franks' interview antyder, at et Al Qaeda-sponsoreret terroristangreb vil blive brugt som en 'udløsningsmekanisme' for et militært statskup i Amerika. PNAC´s 'Pearl Harbor-agtige begivenhed' vil blive brugt som retfærdiggørelse af erklæring af en nødretstilstand, der indebærer etableringen af en militærregering.

I mange henseender er militariseringen af de borgerlige statsinstitutioner i USA allerede i funktion under dække af et forlorent demokrati.

Krigspropaganda

I kølvandet på septemberangrebene på World Trade Center skabte forsvarsminister Donald Rumsfeld Kontoret for Strategisk Indflydelse (OSI), eller 'Kontoret for Disinformation', som var det navn, det fik af dets kritikere:
"Forsvarsministeriet sagde, at det var nødt til at gøre dette, og at det havde til hensigt bevidst at plante historier i udlandet, der var usande - som led et forsøg på at påvirke den offentlige mening over hele verden."
(Interview med Steve Adubato, Fox News, 26. december 2002)

Og pludselig blev OSI formelt opløst efter politisk pres og "bekymrende" mediehistorier om, at "dets formål var bevidst at lyve til fremme af amerikanske interesser" (Air Force Magazine, January 2003).
"Rumsfeld bakkede ud og sagde, at dette er pinligt" (Adubato, op. cit.). Alligevel er Pentagons Orwellske disinformations-kampagne stadig i funktion.
"Forsvarsministeren er ikke særlig oprigtig her. Disinformation i form af militær propaganda er en del af al krig." (Ibid.)

Rumsfeld bekræftede senere i et presseinterview, at mens OSI ikke længere eksisterer nominelt, "udføres kontorets tilsigtede funktioner"
(Citeret fra Federation of American Scientists (FAS) Secrecy News http://www.fas.org/sgp/news/secrecy/2002/11/112702.html , Rumsfed's presseinterview: http://www.fas.org/sgp/news/2002/11/dod111802.html).

Et antal regeringsagenturer og efterretningsorganisationer - med links til Pentagon - forbliver aktivt involveret i forskellige komponenter af propaganda-kampagnen.

Virkeligheden vendes på hovedet. Krigshandlinger udbasuneres som "humanitære interventioner" tilrettelagt med henblik på "regimeskift" og "genoprettelse af demokrati". Militær besættelse og drab på civile præsenteres som "fredsbevarelse". Nedvurderingen af borgerlige rettigheder - i sammenhæng med den såkaldte "anti-terrorist-lovgivning" - portrætteres som midler til at fremkalde "sikkerhed på hjemmefronten" og til at opretholde borgerlige friheder.

Al Qaedas centrale rolle i Bushs nationale sikkerhedsdoktrin

Som formuleret i den nationale sikkerheds strategi (NSS) udgør den forebyggende doktrin om 'forsvarskrig' og 'krigen imod terrorisme' imod Al Qaeda to grundlæggende elementer i Pentagons propaganda- kampagne.
Målet er at promovere 'forebyggende militær handling', dvs. krig som en 'selvforsvars'-handling imod to kategorier af fjender: 'slyngelstater' og 'islamiske terrorister'.

National Security Strategy, White House, 2002:
"Krigen imod terrorister er et globalt projekt af uvis varighed ... Amerika vil handle imod den slags opdukkende trusler, før de er kommet til fuld udfoldelse.
Slyngelstater og terrorister forsøger ikke at angribe os ved hjælp af konventionelle midler. De ved, at sådanne angreb vil slå fejl. I stedet tager de deres tilflugt til terrorhandlinger og potentielt brugen af masseødelæggelsesmidler. (...)
Målet for disse angreb er vore militærstyrker og vor civile befolkning under direkte krænkelse af en de principielle normer for krigslove. Som det blev demonstreret med tabene den 11. september 2001, er massetab af civile det særlige mål for terrorister, og disse tab ville eksponentielt blive mere alvorlige, hvis terrorister erhverver og bruger masseødelæggelsesvåben.
De Forenede Stater har længe opretholdt muligheden af forebyggende handlinger for at modgå en tilstrækkelig trussel mod vor nationale sikkerhed. Jo større truslen, jo større er risikoen for passivitet, og jo mere bydende er det at gå til forebyggende handling for at forsvare sig selv (...) For at foregribe eller forhindre sådanne fjendtlige handlinger fra vore modstanderes side vil de Forenede Stater om nødvendigt handle forebyggende."
http://www.whitehouse.gov/nsc/nss.html

For at retfærdiggøre forebyggende handlinger kræver sikkerhedsdoktrinen 'fabrikation' af en terroristtrussel, dvs. 'en ydre fjende'. Den har også brug for at forbinde disse terroristtrusler med 'sponsorstater' i form af de såkaldte 'slyngelstater'.
Men det betyder også, at de forskellige 'massive tabsvoldende hændelser', der angiveligt skyldes Al Qaeda (den fabrikerede fjende), er en del af den nationale sikkerhedsdagsorden.

I de måneder, der gik forud for invasionen af Irak, blev hemmelige ´beskidte trick´-operationer iværksat for at tilvejebringe vildledende efterretning vedrørende både masseødelæggelsesvåben (WMD) og Al Qaeda, som medierne dengang blev fodret med.

I kølvandet på krigen, og mens WMD-truslen er blevet nedtonet, bliver meldinger om trusler fra Al Qaeda fortsat gentaget til kvalmepunktet i officielle erklæringer, kommenteret på tv-netværk og opklistret dagligt tværs over avisernes spisesedler.
Og bag ved disse manipulerede realiteter bliver 'Osama bin Ladens' terroristakter opretholdt som en retfærdiggørelse for denne krigs næste fase. Det sidstnævnte sammenkobles på en meget direkte måde:

1) Pentagon-CIA-propagandakampagnens effektivitet, som medierne fodres med.
2) Den foreliggende tilgang af 'massive tabsfremkaldende hændelser' som skitseret i PNAC.

Hvad dette betyder, er, at foreliggende ('massive tabsfremkaldende') terrorist-hændelser er et integreret led i den militære planlægning.

Faktiske terrorangreb

For at blive 'effektiv' må frygt- og disinformationskampagnen ikke alene hvile på ubekræftede 'advarsler' om fremtidige angreb. Den kræver også 'virkelige' terrorist-begivenheder, der forlener Washingtons krigsplaner med troværdighed.

Disse terrorist-hændelser bruges til at retfærdiggøre implementeringen af 'nødforanstaltninger' såvel som 'gengældende militære aktioner'. De kræves i den nuværende sammenhæng for at skabe illusionen om en 'ydre fjende', der truer det amerikanske hjemland.

Udløsningen af hændelser, der kan være påskud til krig, er en del af Pentagons forudsætninger. Faktisk er det en integreret del af amerikansk militær historie.

I 1962 havde den amerikanske militære overkommando udarbejdet en hemmelig plan med titlen "Operation Northwoods" med henblik på bevidst at udløse civile tab som retfærdiggørelse af invasionen af Cuba.

"Vi kunne sprænge et amerikansk skib i luften i Guantanamobugten og skyde skylden på Cuba." "Vi kunne udvikle en kommunistisk terror-kampagne i Miamiregionen, i andre byer i Florida og endog i Washington." "Tabslister i amerikanske aviser kunne udløse en nyttig bølge af national indignation."
(Se det nu deklassificerede tophemmelige dokument fra 1962 ved navn "Justification for U.S. Military Intervention in Cuba" og om Operation Northwoods på http://www.globalresearch.ca/articles/NOR111A.html)

Der foreligger ikke noget bevis på, at Pentagon eller CIA har spillet en direkte rolle i nylige terroristangreb, herunder dem, der har fundet sted i Indonesien (2002), Indien (2001), Tyrkiet (2003) og Saudi-Arabien (2003).

Ifølge rapporterne blev angrebene foretaget af organisationer (eller celler af disse organisationer), der opererer helt uafhængigt eller med en vis grad af autonomi. Denne uafhængighed ligger i selve en hemmelig efterretningsoperations natur. De udførende agenter er ikke i direkte kontakt med dets hemmelige sponsorer. Den pågældende er ikke nødvendigvis bekendt med den rolle, han spiller på vegne af sine efterretningssponsorer.

Det fundamentale spørgsmål er, hvem der står bag dem. Gennem hvilke kilder bliver de finansieret? Hvad er det underliggende netværk af forbindelser?

F.eks. havde den angivelige terroristorganisation Jemaah i tilfældet med bombeangrebet i Bali 2002 forbindelser til Indonesiens militære efterretningsvæsen BIN, der igen har forbindelser til CIA og det australske efterretningsvæsen.

Terroristangrebet i december 2001 på det indiske parlament, der bidrog til at skubbe Indien og Pakistan ud på randen af krig, var angiveligt styret af to Pakistan-baserede oprørsgrupper, Lashkar-e-Taiba ("De Fattiges Hær") og Jaish-e-Muhammad ("Mohammeds Hær"), som begge ifølge Council on Foreign Relations (CFR) er støttet af Pakistans militære efterretningsvæsen ISI.
(Council on Foreign Relations at http://www.terrorismanswers.com/groups/harakat2.html , Washington 2002).

Hvad CFR undlader at erkende, er det afgørende forhold mellem ISI og CIA og den kendsgerning, at ISI fortsat støtter Lashkar, Jaish og de militante Hizhbul Mujahideen (JKHM) i Jammu og Kashmir, mens de også samarbejder med CIA.
(Se også Michel Chossudovsky, Fabricating an Enemy, March 2003, http://www.globalresearch.ca/articles/CHO301B.html )

En hemmeligstemplet udmelding fra 2002 udarbejdet til vejledning for Pentagon "forlanger oprettelsen af en såkaldt ´Proactive, Pre-emptive Operations Group´(P2OG) med henblik på iværksættelse af hemmelige operationer med sigte på "stimulerende reaktioner" blandt terrorister og stater, der besidder masseødelæggelsesvåben ... dvs. f.eks. at anspore terroristceller til aktion og udsætte sig selv for ´quick-response´-angreb af amerikanske styrker."
(William Arkin, The Secret War, The Los Angeles Times 27. oktober 2002)

P2OG-initiativet er ikke noget nyt. Det udvider grundlæggende et eksisterende apparat for hemmelige operationer. Rigeligt dokumenteret har CIA støttet terroristgrupper siden den kolde krigs æra. Denne "ansporing af terroristceller" under hemmelige efterretningsoperationer kræver ofte infiltration og træning af radikale grupper med forbindelse til Al Qaeda.

Med henblik herpå er hemmelig støtte fra amerikansk militær og efterretningsvæsen kanaliseret til forskellige islamiske terroristorganisationer via et komplekst netværk af mellemmænd og stedfortrædende agenter. I løbet af 1990'erne har agenturer fra den amerikanske regering samarbejdet med Al Qaeda i et antal hemmelige operationer, hvilket er bekræftet af en rapport fra 1997 fra den republikanske partikomite i kongressen.
(Se US Congress, 16 January 1997, http://www.globalresearch.ca/articles/DCH109A.html )

Faktisk arbejdede amerikanske våbeninspektører i praksis sammen med Al Qaeda, idet de bragte store mængder af våben til den bosniske muslimske hær.
Kort sagt: Clinton-administrationen "husede terrorister". Desuden bekræfter officielle erklæringer og efterretningsrapporter forbindelser mellem amerikanske militære efterretningsenheder og Al Qaeda udøvende, som fandt sted i Bosnien (midt-1990´erne), Kosovo (1998-99) og Makedonien (2001).
(Se Michel Chossudovsky, War and Globalisation, The Truth behind September 11, Global Outlook, 2003, Chapter 3, http://globalresearch.ca/globaloutlook/truth911.html)

Bush-administrationen og NATO havde forbindelser til Al Qaeda i Makedonien. Og dette fandt sted, før amerikanske militære senior-rådgivere fra et privat lejetrop-firma på kontrakt med Pentagon kun få uger før 11. sept. 2001 kæmpede jævnsides med Mujahideen i terroristangrebene på de makedonske sikkerhedsstyrker. Dette er dokumenteret af den makedonske presse og erklæringer fra makedonske myndigheder. (Se Michel Chossudovsky, op. Cit.).

Den amerikanske regering og Islamic Militant Network arbejdede gnidningsløst sammen om støtte og finansiering af National Liberation Army (UCK, o.a.), der var involveret i terroristangreb i Makedonien.
M a.o. samarbejdede det amerikanske militær direkte med Al Qaeda kun få uger før 11/9.

Al Qaeda og Pakistans militære efterretningsvæsen (ISI)

Det er i sandhed afslørende, at terroristorganisationerne i bogstaveligt talt alle indslag efter 11/9 rapporteres (i medierne og i officielle erklæringer) at have "forbindelser til Osama bin Ladens Al Qaeda".

Dette er i sig selv et afgørende stykke information. Naturligvis er den kendsgerning, at Al Qaeda er et produkt af CIA, hverken nævnt i pressereportager eller anses for relevant for forståelsen af disse terror-hændelser.

Disse terroristorganisationers (især de asiatiskes) forbindelser til Pakistans militære efterretningsvæsen erkendes i nogle få tilfælde af officielle kilder og pressemeddelelser. Det er bekræftet af Council on Foreign Relations (CFR), at nogle af disse grupper har forbindelser til Pakistans ISI, uden at vi kan identificere karakteren af disse forbindelser.
Det skulle være overflødigt at sige, at denne information er afgørende for identifikationen af sponsorerne bag disse terroristangreb. M.a.o. siges ISI at støtte disse terroristorganisationer samtidig med, at det opretholder tætte forbindelser til CIA.

11. september

Mens Colin Powell, uden hold i beviser, i sin henvendelse til FN i februar 2003 påpegede "den ildevarslende forbindelse mellem Irak og Al Qaeda-terroristnetværket", bekræfter officielle dokumenter, presse og efterretningsrapporter, at på hinanden følgende amerikanske administrationer har støttet og været i ledtog med det islamiske netværk. Dette forhold er et etableret faktum, bekræftet af utallige studier og indrømmet af Washingtons mainstream-tænketanke.

Både Colin Powell og hans viceminister Richard Armitage, der i månederne, som ledte op til krigen, en passant anklagede Bagdad og andre udenlandske regeringer for at "huse" Al Qaeda, spillede på forskellige tidspunkter af deres karrierer en direkte rolle i forbindelse med støtten til terroristorganisationer.

Begge disse mænd var, bag kulisserne, implicerede i Irangate-Contra-skandalen under Reagan-administrationen, der omfattede det illegale salg af våben til Iran for at finansiere den nicaraguanske paramilitære contra-hær og den afghanske Mujahideen. (For yderligere detaljer, se Michel Chossudovsky, Expose the Links between Al Qaeda and the Bush Administration, http://www.globalresearch.ca/articles/CHO303D.html)

Desuden spillede både Richard Armitage og Colin Powell en rolle i tilsløringen af 11/9. De undersøgelser og den efterforskning, der er blevet gennemført i de sidste to år, jævnsides med officielle dokumenter, vidnesbyrd og efterretningsrapporter indikerer, at 11. september var en omhyggeligt planlagt efterretningsoperation snarere end en handling gennemført af en terroristorganisation.(For yderligere detaljer, se Centre for Research on Globalization, 24 Key articles, September 2003)

FBI bekræftede i en rapport, der blev offentliggjort sent i september 2001, den rolle, som Pakistans militære efterretningsvæsen spillede. Ifølge rapporten blev den angivelige hovedmand bag 11/9, Mohammed Atta, finansieret af kilder uden for Pakistan. En efterfølgende efterretningsrapport bekræftede, at den daværende chef, General Mahmoud Ahmad, havde overført penge til Mohammed Atta.
(Se Michel Chossudovsky, War and Globalization, op.cit.)

Endvidere bekræfter presserapporter og officielle erklæringer, at chefen for ISI var på et officielt besøg i USA fra den 4. til den 13. september 2001. M.a.o. havde chefen for Pakistans ISI, der angiveligt overførte penge til terroristerne, også en nær personlig forbindelse med et antal af senior-embedsmænd fra Bush-administrationen, inklusive Colin Powell, CIA's direktør George Tenet og viceudenrigsminister Richard Armitage, som han mødte under sit besøg i Washington (ibid.).

Antikrigsbevægelsen

En sammenhængende antikrigsbevægelse kan ikke kun baseres på mobiliseringen af antikrigsfølelser. Den må i sidste instans afsætte krigsforbryderne og sætte spørgsmålstegn ved deres ret til at herske.

En nødvendig betingelse for at afsætte de herskende er at svække og i sidste instans demontere deres propagandakampagne.

Drivkraften i store antikrigs-demonstrationer i USA, EU og rundt omkring i verden burde lægge grunden til et permanent netværk bestående af titusinder af antikrigs-komiteer på lokalt niveau i nabolag, på arbejdspladser, i sogne, skoler, universiteter osv. Det er i sidste instans i kraft af dette netværk, at legitimiteten for dem, der "hersker i vort navn", vil blive udfordret.

For at udskifte Bush-administrationens krigsplaner og sætte dens propagandamaskine ud af funktion må vi række ud til vore medborgere over hele landet, i USA, Europa og rundt omkring i verden, til de millioner af almindelige mennesker, der er blevet vildledt om årsagerne og konsekvenserne af denne krig.

Dette indebærer også en total afdækning af løgnene bag "krigen mod terrorisme" og afsløring af Bush-administrationens politiske meddelagtighed i begivenhederne d. 11/9.

Den 11. september er et svindelnummer. Det er den største løgn i USA's historie.

Det skulle være overflødigt at sige, at brugen af "massive tabsproducerende begivenheder" som påskud for at føre krig er en kriminel handling. Som Andreas van Bülow, tidligere tysk minister for teknologi og forfatter af "CIA og den 11. september", formulerer det:

"Hvis det, jeg siger, er rigtigt, burde hele den amerikanske regering ende bag tremmer."

Alligevel er det ikke tilstrækkeligt at fjerne George W. Bush eller Tony Blair, som blot er marionetter. Vi må også fokusere på de globale bankers rolle, koncernerne og de finansielle institutioner, der uafviseligt stod bag de militære og politiske aktører.

Det er i stigende grad det militært-efterretningsmæssige etablissement snarere end udenrigsministeriet, det Hvide Hus og den amerikanske kongres, der bestemmer farten i amerikansk politik. Samtidig trækker oliegiganterne fra Texas, forsvarskontrakthaverne, Wall Street og de magtfulde mediegiganter, der opererer diskret bag kulisserne, i trådene. Hvis politikere bliver en kilde til større forlegenhed, kan de selv blive miskrediteret af medierne, kasseret, og et nyt hold af politiske marionetter kan blive bragt i stilling.

Kriminalisering af staten

"Kriminalisering af staten" gør sig gældende, når krigsforbrydere legalt indtager autoritative stillinger, der sætter dem i stand til at bestemme, "hvem der er forbryderne", når de faktisk selv er kriminelle.

I USA deler både republikanere og demokrater den samme krigsdagsorden, og der er krigsforbrydere i begge partier. Begge partier er medskyldige i tilsløringen af 11/9 og den resulterende stræben efter verdensomspændende dominans. Alle vidnesbyrd peger i retning af, hvad der bedst kan beskrives som "kriminalisering af staten", hvilket inkluderer den dømmende myndighed og de to partiers politiseren i den amerikanske kongres´ korridorer.

Under krigsdagsordenen er højt rangerende embedsmænd i Bush-administrationen, medlemmer af militæret, den amerikanske kongres og domsmagten blevet sikret autoritet ikke kun til at begå kriminelle handlinger, men også at angive deltagere i antikrigsbevægelsen, som er i opposition til disse kriminelle handlinger, som "fjender af staten".

Mere generelt godkender og støtter det amerikanske militær- og sikkerhedsapparat de dominerende økonomisk-finansielle interesser, d.v.s. at opbygningen såvel som udøvelsen af militær magt styrker "den fri handel". Pentagon er Wall Streets forlængede arm, og NATO koordinerer sine militære operationer med Verdensbanken og IMF´s politiske interventioner og vice versa. Den vestlige militæralliances sikkerheds- og forsvarsinstitutioner deler sammen med de forskellige civile regerings- og interne regeringsbureaukratier (dvs. IMF, Verdensbanken og WTO) konsekvent en fælles forståelse, ideologisk konsensus og engagement i den nye verdensorden.

For at vende krigens tidevand må militærbaser lukkes, krigsmaskinen, altså produktionen af avancerede våbensystemer som WMD, må stoppes og den spirende politistat afmonteres. Mere generelt må vi forkaste "frit marked"-reformerne, demontere den globale kapitalismes institutioner og afvæbne finansmarkederne.

Kampen må være bredt baseret og demokratisk omfatte alle sektorer af samfundet på alle planer i alle lande, og den skal forenes i et omfattende fremstød: arbejdere, bønder, selvstændige producenter, små erhvervsdrivende, akademikere, kunstnere, tjenestemænd, gejstlighedens medlemmer, studenter og intellektuelle.

Antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelserne må integreres i en enkelt verdensomfattende bevægelse. Folk må forenes på tværs af sektorer, "enkeltsags"-grupper må tage hinanden i hånden i en fælles og kollektiv forståelse af, hvordan den nye verdensorden ødelægger og forarmer.

Globaliseringen af denne kamp er fundamental, idet den kræver en grad af solidaritet og internationalisme uden fortilfælde i verdenshistorien. Dette globale økonomiske system næres af social splittelse mellem og inden for landene. Formåls-enhed og verdensomfattende koordination mellem forskellige grupper og sociale bevægelser er afgørende. Det er nødvendigt at tage sigte på et stort fremstød, der samler sociale bevægelser i alle verdens store regioner i en stræben efter afskaffelse af fattigdom og engagement i en varig verdensfred.

Oversættelse: Hans Pendrup

Ovenstående er baggrundsteksten til Michel Chossudovsky's offentlige forelæsning for GBM (Gesellschaft zum Schutz von Bürgerrecht und Menschenwürde), Berlin, 10-11 December, 2003 og på Humboldt-Universitetety, Berlin, 12 December 2003.

På den internationale menneskerettighedsdag den 10. december 2003 fik, Michel Chossudovsky tildelt denne organisations menneskerettighedspris for 2003.
(Se mere her - tysk)

Fotos fra Berlin

Den tyske tekst er offentliggjort af Junge Welt:
Vortrag von Michel Chossudovsky Neuordnung der Welt Der Krieg der USA um globale Hegemonie (Teil 1)

- End -