Kollektivt hukommelsestab eller kollektiv Alzheimers?

Af Paul Douglas Newman
CommonDreams 7. juni 2004

At huske Ronald Reagan som en af det tyvende århundredes største præsidenter, at erstatte FDR på ti-cents mønten, sådan som republikanerne ønsker det - det er at bede os om at glemme for meget.

Vi bliver bedt om at glemme Libanon, hvor Reagan besluttede at "stikke af" efter at hundreder af marinere omkom, da en selvmordsbombe trængte ind i deres lejr.

Vi bliver bedt om at glemme våben-for-gidsler- handlen

Vi bliver bedt om at glemme El Salvador, hvor det højreorienterede ARENA bevæbnet med Reagan-penge, Reagan-våben og Reagan-militærtræning fra School of the America´s i Fort Benning, Georgia, slagtede mere end 80,000 civile i "Krigen mod Kommunisme."

Vi bliver bedt om at glemme Iran-Contra skandalen, en begivenhed, som Reagan angiveligt "ikke kunne huske" i sine svar på mere end et hundrede spørgsmål under kongreshøringerne.

Vi bliver bedt om at glemme det fundamentale arbejde bag kernevåbennedrustningen, som blev gjort af præsidenterne Eisenhower, Kennedy og Nixon.

Vi bliver bedt om at glemme de strategiske våbenbegrænsningsaftaler I og II.

Vi bliver bedt om at glemme gennedfrysningen af den kolde krig, der fulgte på Nixons optøning, da Reagan krigerisk afviste Sovjet som "det onde imperium" - og derefter spøgefuldt i sine ugentlige radiohenvendelser henviste til, at vore missiler var klart til affyring.

Vi bliver bedt om at glemme den tåbelige invasion af Grenada, der fulgte efter Libanon-katastrofen og annulleringen af de tilkendegivelser af ønsket om et forbedret forhold, som de foregående administrationer rettede til Caribien, deriblandt tilbagegivelsen af Panama-kanalen.

Vi bliver bedt om at glemme Sovjetunionens interne overgang til perestrojka, en understrøm, der gjorde sig gældende gennem årtier, og som resulterede i en generation af nye kommunister omkring 1985, som ikke var fremkaldt af Reagans bravado, men var produkter af 'det onde imperium.'

Vi bliver bedt om at glemme, at Reagan præsiderede over den værste recession siden den store depression.

Vi bliver bedt om at glemme de enorme nedskæringer af sociale velfærdsprogrammer og af veteranernes forhold, træk, der førte til en så enorm stigning af hjemløse - især tydeligt i Washington D.C.s gader - at selv skuespillere føler, at de var nødt til at gøre noget for at standse blødningen med "Comic Relief."

Vi bliver bedt om at glemme den politik, der berigede landbrugsindustrien på bekostning af småbønder, hvilket videreførte familjebrugets tilbagegang i så høj grad, at plade-kunstnere var de eneste, der var tilbage til at opretholde den populistiske maske med "Farm-Aid" ('Landbrugsstøtte')

Vi bliver bedt om at glemme, at Reagan sænkede skatterne for de rigeste, øgede skatterne for de fattige og derefter kautionerede for den korrupte Savings and Loan industri på skatteydernes bekostning.

Vi bliver bedt om at glemme, at hans finanstilsyn (SEC) præsiderede over et så korrupt og over-oppustet aktiemarked, at aktieindekset Dow oplevede det største en-dages krak i sin historie, større end i 1929.

Vi bliver bedt om at glemme, at Reagans økonomiske politik førte til en brat ændring af kursen i retning af bedre fordeling af velstand, der var påbegyndt af progressive republikanere, demokratiske og socialistiske politikere i det tidlige tyvende århundrede, og som har ført os frem til den største koncentration af velstand i dag siden Andrew Carnegies og James Pierpont Morgans tid.

Vi bliver bedt om at glemme de enorme og oprørende militær-kontrakter, hvor amerikanske skatteydere har betalt hundreder af dollars for skruer og møtrikker og toiletsæder, mens nationen oplevede forbruget stige til astronomiske højder.

Vi bliver bedt om at glemme Reagan administrationens opposition mod borgerrettigheds- bevægelsen, dens blokering af bus-programmerne og nedskæringer af 'Head Start', der havde til formål at øge ligheden i muligheder i amerikansk uddannelse.

Vi bliver bedt om at glemme, at Reagan regnede ketchup for en grøntsag i de føderale skolefrokost-programmer.

Vi bliver bedt om at glemme "skoleosten" til bistandsmodtagerne.

Vi bliver bedt om at glemme jelly beans, pejsebrænde, dårlige b-film, McCarthyistisk deltagelse i Hollywood sortlistning.

Vi bliver bedt om at glemme vores historie

Vi bliver bedt om at glemme og glemme og glemme.

Og af ved synet af New York Times og Washington Posts nekrologer for den "store kommunikator" går det op for en, at det som historikeren Studs Terkel har kaldt "Amerikas kollektive Hukommelsestab", stadig gør sig gældende.

Måske er det alvorligere end som så.

Måske er vores evne til at huske de relativt nylige begivenheder undergravet og vores evne til rationel tænkning i samme grad formindsket.

Måske har vi et nationalt tilfælde af Alzheimers sygdom.

Måske er vi ved at blive en fare for os selv og andre.

Måske har vi behov for at få adgang til kontrolleret omsorg for nationer.

Måske er vi ved "at ride ind i solnedgangen."

Hvordan vil vi ellers forklare vores nedtur til Bush-isme? - Vores hurtige gentagelse af forgangne økonomiske og udenrigspolitiske brølere, vores genbesøg af mislykket politik til løsning af aktuelle problemer, vores vedvarende hukommelsessvigt, der resulterer i at forsøge at gøre de samme ting og forvente andre resultater?
For nærværende er der ingen kur imod Alzheimers sygdom, kun administration af symptomerne og tilvejebringelse af lindring indtil døden.

Forhåbentlig har Studs Terkel ret i, at vi blot lider efter et slag i hovedet. som den amerikanske befolkning vil komme over, og huske, huske, huske.,

Paul Douglas Newman Professor i Amerikansk historie ved University of Pittsburgh i Johnstown, PA .

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -