PNAC:
The Project for the New American CenturyAf
William Rivers Pitt 
Nærværende
analyse blev oprindeligt oversat til web-siden stopterrorkrigen.dk i forbindelse
med artiklen:
USA Om Guder og
dødelige og imperium
Af William Rivers Pitt - Introduktion til
Project for the New American Century (PNAC)
Folket
imod de magtfulde er den ældste fortælling i menneskehedens historie.
På intet tidspunkt i historien har de magtfulde udøvet så meget
kontrol. På intet tidpunkt i historien har et aktivt og velinformeret engagement
fra folkets side, fra alle, være mere absolut påkrævet.
William
Rivers Pitt 25.02.2003 The Project for the New American Century, eller PNAC,
er en Washington baseret tænketank oprettet i 1997. Frem for noget andet
ønsker og kræver PNAC en ting: Etableringen af et globalt amerikansk
imperium, der kan bøje alle nationers vilje. Dens repræsentanter
er oprørte over den ide, at de Forenede Stater, den sidste tilbageværende
supermagt, ikke gør mere i form af økonomisk og militær magt
for at bringe resten af verden ind under en nu social-økonomisk Pax Americana´s
skærmende beskyttelse. Essensen af PNAC´s ideologi findes i
en hvidbog, der blev produceret i september 2000 med titlen "Rebuilding America's
Defenses: Strategy, Forces and Resources for a New Century." Her skitserer
PNAC, hvad der kræves af Amerika for at skabe det globale imperium, de forestiller
sig. Iflg. PNAC skal Amerika: *Genanbringe permanent baserede styrker i
Sydeuropa, Sydøst Asien og Mellemøsten;
*Modernisere amerikanske
styrker og jævnsides øge vores kampflystyrke, undervandsbåds-
og flådestyrker; *Udvikle og deployere et globalt missil forsvarssystem
og udvikle et strategisk herredømme over rummet; *Kontrollere cyberspace´s
"internationale fælled"; *Øge forsvarsudgifterne
til minimum 3.8 procent af BNP, en stigning på 3 procent udover de nuværende
udgifter. Mest ildevarslende beskrev dette PNAC dokument fire centrale opgaver
("Core Missions") for det amerikanske militær. De to centrale
krav for de amerikanske styrker er at "bekæmpe og afgørende
vinde flere, samtidige større krigsskuepladser (theater wars)", og
at "udøve de ´politimæssige´ forpligtelser, der
er forbundet med at udforme sikkerhedsmiljøet i kritiske regioner."
Bemærk, at PNAC ikke ønsker at være forberedt på at udkæmpe
flere samtidige store krige. Det er den gamle skole. For at bringe denne plan
til udførelse, må militæret kæmpe disse krige på
den ene eller den anden måde for at etablere en amerikansk dominans, der
er anskuelig for alle. Hvorfor er dette vigtigt? Trods alt er særprægede
tænke-tanke et udbredt fænomen i Washington, DC. Det flyder med dem.
På hvilken måde hæver PNAC sig over de andre grupper, der ville
bestemme amerikansk udenrigspolitik, hvis de kunne? Der er to begivenheder,
der har bragt PNAC ind i den amerikanske regerings hovedstrøm: det kontroversielle
valg af George W. Bush og angrebene d. 11 september. Da Bush overtog præsidentembedet,
viste de mænd, der skabte og opdyrkede PNAC´s imperialistiske drømme,
sig at være de samme mænd, der bestyrer Pentagon, Forsvarsministeriet
og det Hvide Hus i dag. Da tårnene faldt, indså disse mænd,
at chancen for at gøre deres hvidbog til konkret politik nu langt om længe
havde meldt sig .Vicepræsident Dick Cheney er sammen med forsvarsminister
Donald Rumsfeld og det forsvarspolitiske udvalg, Defense Policy Board´s
, formand Richard Perle medstifter af PNAC. Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz
er den ideologiske fader for gruppen. Bruce Jackson, en PNAC direktør,
der fungerede som Pentagon embedsmand for Reagan før han forlod regeringstjenesten
for at indtage en ledende stilling i våbenkoncernen Lockheed Martin. PNAC
er bemandet med mænd, som tidligere tjente i grupper som Friends of the
Democratic Center in Central America, der støttede Amerika´s blodigt
fordækte spil i Nicaragua og El Salvador, og med grupper som The Committee
for the Present Danger, som i årevis var fortaler for at en atomkrig med
Sovjetunionen var "winnable". PNAC har fornylig affødt
en ny gruppe, The Committee for the Liberation of Iraq, der mødtes med
den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice for at formulere en plan
for "uddannelse" af den amerikanske befolkning i behovet for en krig
i Irak. CLI har kanaliseret millioner af skatteyderdollars til støtte for
the Iraqi National Congress og dens formodentlige irakiske arving, Ahmed Chalabi.
Chalabi blev dømt in absentia af en jordansk ret i 1992 til 22 års
fængsel for banksvindel efter sammenbruddet af Petra Bank, som han grundlagde
i 1977. Chalabi har ikke sat sin fod i irak siden 1956, men hans Enron-lignende
forretningskvalifikationer gjorde ham tilsyneladende til et godt bud for Bush
administrationens planer. PNAC´s "Rebuilding America's Defenses"
rapport er institutionaliseringen af planer og ideologier, der har været
formuleret i årtier af de mænd, der nu styrer den amerikanske regering.
PNAC Statement of Principles er underskrevet af Cheney, Wolfowitz og Rumsfeld
samt Eliot Abrams, Jeb Bush, Bush´s særlige udsending til Afghanistan
Zalmay Khalilzad og mange andre. William Kristol, der er fremtrædende konservativ
forfatter for Weekly Standard er også medstifter af gruppen. The Weekly
Standard ejes af Ruppert Murdoch, som også ejer den internationale mediegigant
Fox News. Disse nyligt magtudstyrede PNAC mænds ønske om at
udvide amerikansk overherredømme med våbenmagt over hele jorden har
været på dagsordenen siden Bush administrationens første dag,
og er en ikke ringe del af baggrunden for Florida valgkampen i 2000. Bemærk,
at mens mange har sagt at Gore og Bush er ideologisk identiske, så har Gore
ingen forbindelse overhovedet til kumpanerne i PNAC. George W. Bush var nødt
til at vinde det valg med alle til rådighed stående midler, og PNAC
medunderskriver Jeb Bush var i den perfekte situation til at sikre sine med-imperialisters
opstigning til magten. Ønsket om en sådan handling er imidlertid
på ingen måde ensbetydende med en fungerende politik. Amerikanere
nyder deres bekvem- meligheder, men køber ikke ideen om at være en
eller anden slags Neo-Rom. Den 11 september så kumpanerne fra PNAC
en mulighedernes dør på vid gab foran dem og de stormede lige igennem
den. Bush bekendtgjorde d. 20 september 2002 the "National Security
Strategy of the United States of America." Det er et ideologiske modstykke
til PNAC´s "Rebuilding America's Defenses" rapport, der blev udgivet
et år tidligere. På mange steder bruger den nøjagtig det samme
sprog til beskrivelse af Amerika´s nye stilling i verden. Husk, at PNAC
krævede en stigning i forsvarsudgifterne til mindst 3.8% af BNP. Bush´s
foreslåede budget for næste år beder om $379 mia. i forsvarsudgifter,
hvilket er næsten nøjagtig 3.8% af BNP. I august 2002 hørte
Defense Policy Board formand og PNAC medlem Richard Perle en politisk briefing
fra en tænke-tank med forbindelse til the Rand Corporation. Ifølge
the Washington Post og the Nation, beskrev det afsluttende afsnit af denne præsentation
"Irak som det taktiske drejepunkt, Saudi Arabien som det strategiske drejepunkt
og Ægypten som prisen" i den krig, der angiveligt skulle befri verden
for Saddam Hussein´s våben. Bush har indsat massive styrker i den
mellemøstlige region, og har samtidig engageret amerikanske styrker i Filipinerne
og spillet atom "chicken" med Nord Korea. Et eller andet sted i alt
dette lurer i det mindste en af de "større krigs- skuepladser"
("war theaters"), der ytres ønske om i PNAC rapporten fra september
2002. Irak er kun begyndelsen, et påskud til en yderligere konflikt.
Donald Kagan, et centralt medlem af PNAC, forestiller sig Amerika etablere permanente
militære baser i Irak efter krigen. Dette er angiveligt militære forholdsregler
til forsvar af freden i Mellemøsten, og til at sikre at oljen flyder. Nationer
i denne region vil imidlertid registrere dette for, hvad det er: et springbrædt
for ameri- kanske styrker til at invadere et hvilkensomhelst land i den region,
som de finder for godt. Den amerikanske befolkning, der bekymret afventer en slags
udgangsplan efter at Amerika har nedkæmpet Irak, vil for sent erkende, at
ingen sådan udgang er planlagt. Hele rejseselskabet er igang her.
Forsvars- kontraktorerne, som søber amerikanske skatteindtægter i
sig, vil blive pænt betalt for at bevæbne dette nye amerikanske imperium.De
korporationer, der ejer nyhedsmedierne, vil sælge denne endeløse
krig profitabelt, efterhånden som seertallet går gennem stratosfæren,
når der er kampscener på programmet. De repræsentanter for administrationen,
som tror, at forsvaret af Israel forudsætter ødelæggelsen af
enhver mulig aggressor i regionen, vil få deres drømme opfyldt. PNAC
mændene, som ønsker en global Pax Americana på sigtekornet,
vil opleve deres planer realiseret. Gennem det hele vil kapitalen fra WTO og IMF
være i stand til at diktere finansielle betingelser til hele planeten. Dette
sidste aspekt af planen er afgørende, og den er bedst beskrevet i den nylig
reviderede version af Greg Palast´s mesterværk, "The Best Democracy
Money Can Buy." Der vil være negative bivirkninger. Den belejringsmentalitet,
som gennemsnitlige amerikanere lider under, mens de begraver sig bag metervis
af plasicpressinger og afdækningstape vil tiltage i omfang efterhånden
som vore aggressioner udløser nye terroristangreb imod hjemlandet. Disse
angreb vil kræve implementeringen af den nyligt fremlagte Patriot Act II,
en udvidelse af den tidligere lov, som har betydeligt skarpere tænder. Solen
vil gå ned over forfatningen og Bill of Rights. Den amerikanske økonomi
vil blive raseret af behovet for øget forsvarsudgifter og af de førnævnte
"politimæssige" forpligtelser i Irak, Afghanistan og andetsteds.
Tidligere allierede vil vende sig imod os. Tyskland, Frankrig og de andre nationer,
der modsætter sig denne Irak krig, er helt på det rene med denne spille-plan.
De handler ikke af fejghed eller fordi, de elsker Saddam Hussein, men fordi de
er til sinds at modstå dette opstigende amerikanske imperium, hvis de ikke
skal se frem til økonomisk og militær trældom i hænderne
på George W. Bush. Richard Perle har allerede fastslået, at Frankrig
ikke længere er en amerikansk allieret. Mens ørnen spreder sine vinger
vil vor retorik og deres modstand blive stadigt mere ophidset og farlig. Mange
mennesker vil naturligvis dø. De vil dø af krig og af nød,
af sult og sygdom. Hjemme vil det sociale netværk blive forrevet i en udstrækning,
der får de Reaganske mareridt af crack addiction, hjemløshed og AIDs
til at se tamt ud i sammenligning. Det er den pris, der skal betales for
imperiet, og de mænd fra PNAC, der nu kontrollere Amerikas skæbne
og fremtid, er mere end villige til at betale den. For dem opvejer fordelene langt
ulemperne. Planen forløb gnidningsløst indtil de to ovennævnte
isbjerge kolliderede. Millioner og atter millioner af almindelige mennesker gør
det meget vanskeligt for Bush´s internationale allierede at holde sig til
køreplanen. PNAC har muligvis planer for kontrol med internettets "internationale
fælleder" men i øjeblikket er det skuepladsen for en bevægelse,
der ønsker at imperiet tage bagsædet til fordel for velovervejet
fred, menneskerettigeheder, ligelig beskyttelse under loven og forrang for en
retsorden, der, hvis den bliver ordentligt indført, for altid gøre
en ende på den vrede og det had, der fremfor alt skaber grobund for terrorisme.
Tommaso Palladini fra Milano sagde det måske bedst, da han sammen
med sine landsmænd marcherede ind i Rom. "Man bekæmper terrorisme,"
sagde han, "ved at skabe mere retfærdighed i verden." Befolkningen
mod de magtfulde er den ældste fortælling i menneskehedens historie.
På intet punkt i historien har de magtfulde haft så megen kontrol.
På intet tidspunkt i historien har befolkningens aktive og informerede deltagelse,
bogstavelig talt alles, været mere absolut krævet. Tidevandsbølgen
kan stoppes, og de mænd, som ønsker imperium ved sværdet kan
bremses. Det er allerede begyndt, men det må ikke ophøre. Det drejer
sig om beslutsomme mænd, og de har ikke i sinde at fejle. William
Rivers Pitt er en New York Times bedstsælger-forfatter af to bøger
- "War On Iraq" (med Scott Ritter) Han underviser på gymnasieniveau
i Boston, MA. Scott Lowery bidrog med research til denne rapport. Oversættelse:
Hans Pendrup - End - | 