| USA |
Hvad 9/11 kommissionsrapporten ignorerer: CIA-Al Qaeda forbindelsenAf redaktionen 24. juli 2004
... 9/11 rapporten er en hvidvaskning. Det 567 sider lange dokument er fyldt med kritik af Bush og Clinton administrationerne og de regeringsorganer, der er ansvarlige for efterretningsvæsen, national sikkerhed og nødrets indsats. Men kommissionen tillægger inkompetence, dårlig ledelse eller "fejlagtige forestillinger" skylden for disse fejl. Det fundamentale grundlag for dens undersøgelse er, at CIA, FBI, det amerikanske militær og Bush´ Hvide Hus alle handlede i god tro. 9/11 rapporten udelukker således på forhånd, det vigtigste af de spørgsmål, der rejses af begivenhederne 11 sept. 2001: tillod den amerikanske regerings organer med vilje - eller bidrog de aktivt til - gennemførelsen af denne grusomme terroraktion med det formål at forsyne Bush administrationen med det nødvendigt påskud til at gennemføre sit krigsprogram i Central Asien og Mellemøsten og en enorm opbygning af statens undertrykkelse på hjemmefronten. Kommissionen medgiver, sådan som det er veldokumenteret, at Bush admini- strationen kom til magten med fokus på at styrte Saddam Hussein, og at den operationelle planlægning for krig med Irak begyndte få dage efter 11. sept. til trods for fravær af enhver forbindelse mellem Baghdad regimet og terrorist angrebene og til trods for det langvarige fjendskab mellem Saddam Hussein og Al Qaeda. Kommissionen hørte iflg. vidneudsagn fra den tidligere chef
for kontraterrorisme under Clinton og Bush, Richard Clarke, at Bush administrationen
veg tilbage fra at gå i aktion imod Al Qaeda i de første otte måneder
af dens funktionsperiede til trods for tiltagende højrøstede advarsler
fra Clarke, CIA direktør George Tenet og andre efterretningsfolk, ifølge
hvilke en større Al Qaeda aktion imod de Forenede Stater var under opsejling.
Bush selv modtog den nu velkendte daglige CIA-briefing den Rapporten 9/11 opregner 10 særskilte lejligheder, hvor den amerikanske regerings organer lod passere, hvad den kaldte "operational opportunities" til at opdage og potentielt afværge anslaget 11 sept. Det drejede sig om langt mere end svigtende evne til "connect the dots" (samle brikkerne). Efterretningsfunktionærer tog initiativer, der bidrog til at lette komplottet 9/11 - i realiteten til fordel for Al Qaeda. CIA undlod f.eks. at gøre indenrigspolitiets organer opmærksom på, at to kendte Al Qaeda tilknyttede - og fremtidige 9/11 flykaprere - var ankommet til Los Angeles. De to mænd, Khalid al-Midhar og Nawaf al-Hazmi, som var på CIA's overvågnings-liste, var på et tidspunkt opført i San Diego's telefonbog. De rejste frit i løbet af sommeren 2001, da efterretningsvæsenet antydede, at det større Al Qaeda angreb angiveligt kulminerede. En af dem forlod USA og rejste ind igen, mens den anden fornyede sit visum. Kommissionens rapport antyder, at de
to mænd havde forbundsfæller i det sydlige Californien, der aldrig
har været nævnt, for slet ikke at tale om tilbageholdt. FBI spillede en nøglerolle i forbindelse med tilsidesættelsen af en række advarsler om den potentielle fare fra Al Qaeda terrorister, der var indmeldt på amerikanske fly-skoler, mest bemærkelsesværdigt i tilfældet med Zacarias Moussaoui. Som et erkendt Al Qaeda medlem, der søgte træning ved en Minnesota fly-skole, vakte Moussaoui mistanke hos instruktørerne, som tippede til autoriteterne. Moussaoui blev tilbageholdt i august 2001 på immigrations anklager, og lokale FBI agenter søgte myndighed til at foretage undersøgelser - hvilket blev nægtet af FBI højere oppe i Washington, til trods for at man havde modtaget informationer fra den franske regerings kilder om Moussaouis forbindelser til islamiske terrorister. Kommissionsrapporten kritiserer den manglende handling i forbindelse med Moussaoui og antydede i den forbindelse, at hvis hans arrestation var blevet bredt offentliggjort, ville organisatorerne muligvis have afblæst angrebet af frygt for, at det var blevet lækket. Men panelet afstod fra at navngive nogle af de FBI funktionærer, der var involveret. Det var "ikke vort formål at fastslå skyld," erklærede formanden Thomas Kean. "Der er ingen enkeltperson, der er ansvarlig for vore fejl." Denne afvisning af at nævne navne og tilskrive
ansvar har en afgjort betydning. At navngivne enkeltpersoner indenfor efterretningsapparatet
ville være ensbetydende med at forsvare sig selv ved at flytte ansvaret
højere op i kommandokæden - og dermed dirigere undersøgelsen
op imod toplagene i det nationale sikkerhedsapparat og det Hvide Hus. 9/11 kommissionen
søgte med alle midler at undgå et sådant udfald og at beskytte
disse nøgleinstitutioner i staten. Denne udeladelse er så meget mere slående, fordi Al Qada har sin oprindelse i den amerikansk finansierede mujaheddin guerillakirig i Afghanistan, hvor skikkelser som Osama bin Laden nød godt af amerikansk støtte og modtog CIA træning i våben, sabotage og bombetilvirkning. Khalid Sheikh Muhammed, den berømte hjerne bag 9/11 angrebene, var en gammel forbundsfælle af Abdul Rasul Sayyaf, leder af den afghanske Nord-alliance og nuværende allieret med den USA støttede afghanske præsident Hamid Karzai. 9/11 konspiratorerne antyder kraftigt, at de var under en eller anden form for officiel beskyttelse. De gjorde ikke meget forsøg på at skjule sig, de bevægede sig omkring som det passede dem, både indenfor USA og tværs over grænserne. De brugte telefoner og kreditkort, begge lette at spore. De indrullerede sig åbent under deres egne navne på amerikanske flyskoler og foretog gentagne transkontinentale flyvninger for at teste luftfartssikkerhed og gøre sig bekendt med fly-interiør. En politisk amnesti Hævdelsen af generel ansvarlighed - hvis alle er skyldige, så ingen er skyldige - har et klart politisk formål. Det tilvejebringer politisk amnesti for Bush administrationen i opløbet til valget 2. november. Bush gik voldsomt imod oprettelsen af en kommission til undersøgelse af 9/11 - det mest blodige enkelt angreb på amerikanske borgere på amerikansk jord. Dette i sig selv indikerede, at denne regering havde noget at skjule. Med konklusionen på næsten to års undersøgelse drog det Hvide Hus og Bush genvalgskampagnen imidlertid et lettelsens suk, og Bush havde en velpubliceret fremtræden med Kean og den demokratiske viceformand Lee Hamilton for at modtage kommissionens rapport. Bush erklærede, at panelet havde gjort "a wonderful job" og priste rapportens "meget solide, sunde anbefalinger om hvordan man kommer videre frem." De amerikanske medier har tilsluttet sig 9/11 rapporten som en definitiv, objektiv og kritisk beretning om de begivenheder, der førte frem til og med angrebene på World Trade Center og Pentagon uden nogen antydning af, at rapportens anklage om "failure of imagination" (svigtende forestillingsevne) repræsenterer en tilsløring af noget langt mere ildevarslende. Washington Post udbasunerede, at "9/11 Kommissionsrapporten havde en sikker fornemmelse af en historie, der vil holde, takket være det politiske pres, og det tryk som indstævningen repræsenterede, og som lukkede op for mere end 2.5 mio. sider information og vidnesbyrd fra 1.200 interviews. Omend hurtigt konkluderet, så synes den historiske dom at være fældende: amerikansk ledelse tog fejl over hele linjen." New York Times analyse indledte som følger: "Månedsvis af omhyggelige studier fra sept. 11 kommissionen og fra senatets efterretningskomite har nu produceret en bred enighed om to kolossale efterretningsfejl: de forspildte muligheder, der lagde de Forenede Stater åbent for angreb fra Al Qaeda og de fejlfortolkede meldinger om ukonventionelle våben, der sendte amerikanske tropper til Irak." At omtale Bush administrationens løgne vedr. Iraks masseødelæggelsesvåben som "misread clues" (fejlfortolkede meldinger) eller som resultatet af en "intelligence failure" (efterretningsfejl), er en fornærmelse af såvel den amerikanske befolknings som verdens opinionens intelligens. I brede lag indenfor USA og næsten universelt i udlandet er det accepteret som et indiskutabelt faktum, at Bush administrationen bevidst sammenbryggede "efterretninger" om Iraks masseødelæggelsesvåben, som den vidste var falske, og fremsatte ekstreme beskyldninger uden holdbart grundlag for at afbillede en uprovokeret invasion som et spørgsmål om "selvforsvar". Endog dele af de amerikanske borgerlige medier har antydet så meget. Selv 9/11 kommissionens rapport dokumenterer den kendsgerning, at ledende personer i Bush administrationen pressede på inden for timer efter angrebene på New York og Washington for en krig med sigte på at fjerne Saddam Husseins regime. Den bemærker f.eks. at Bush den 17 sept. 2001 beordrede Pentagon til at være klar til at besætte de irakiske oljefelter, hvis Baghdad "handlede i modstrid med amerikanske interesser." Hvis den amerikanske regering var forberedt på at bruge bevidste løgne for at tilvejebringe et påskud for en krig, i hvilken titusinder har mistet livet, hvorfor skulle nogen så tro, at den er ude af stand til lignende metoder i relation til terroristangrebet på New York og Washington? Det er højst sandsynligt - og ud fra af tilgængelige vidnesbyrd, mere sandsynligt end ikke - at amerikanske efterretningsorganer havde identificeret hovedlederne af 9/11 flykapringen længe før de bordede de dømte fly. Mohammed Atta, f.eks. den formodede hovedmand, var iflg. rapporter i de tyske medier under amerikansk overvågning i Europa næsten to år før 11 september. Alligevel fik denne mistænkte terrorist tilladelse til at rejse ind og ud af USA, søge optagelse på en amerikansk flyskole og borde transkontinentale passagerfly flere gange. Med kurs imod grundlæggelsen af en politistat Lige så betydningsfuld som dens hvidvaskning af den amerikanske regerings rolle 11. sept. er 9/11 kommissionens anbefalinger, der kan koges ned til to påbud: mere aggressiv militær aktion i udlandet imod formodede terrorist trusler og en enorm styrkelse af den føderale regerings repressive kræfter på hjemmefronten. Panelets væsentligste
kritik af Clinton administrationen er, at den var forsigtig i sine militære
aktioner imod Osama bin Laden og andre Al Qaeda mål i 1998-99, og at den
undlod at reagere på bombningen af USS Cole i Yemen i oktober 2000. 9/11 rapporten antyder kraftigt en forbindelse mellem Al Qaeda og Iran, og yder dermed politisk støtte til en eventuelt militær aktion imod det andet af de tre lande, der er omfattet af Bush's bekendte "ondskabens akse." Ekstreme højreorienterede krigsmagere som spalteskribenten Charles Krauthammer og redaktørerne ved Wall Street Journal, der tidligere havde været højst kritiske overfor 9/11 kommissionen, roste dette aspekt af dens rapport. Krauthammer bemærkede i en kommentar d. 23 juli i Washington Post, at Bush administrationen efter at have erobret Irak og placeret 140.000 amerikanske tropper ved Irans grænser, var velforberedt på yderligere en "preemptive" (forebyggende) krig. Hovedparten af kommissionens 41 anbefalinger vedrører styrkelsen og konsolideringen af det amerikanske efterretningsvæsen inklusive etableringen af en efterretnings-Czar med autoritet over CIA, forsvarets efterretningsagenturer og FBI´s kontra-terrorismeenhed, der giver en enkelt person hidtil uhørte muligheder i relation til politik og spionage. Dette ville gøre en ende på de hidtidige forbud imod CIA- og militær spionage samt andre operationer indenfor de Forenede Staters grænser og dermed åbne vejen for en systematisk overvågning og repression af al indenrigsk opposition imod den amerikanske regering. Panelet opfordrede også til en kodificering af biometrisk information i pas og standardisering af kørekort krav for alle 50 stater. Dette er skridt i retning af etableringen af et nationalt identitetskort og en centraliseret føderal databank, hvor personlige nøgleinformationer om alle USA borgere kunne samles. Det demokratiske parti og dets præsidentkandidat, John Kerry tog føringen i hyldesten af 9/11 panelets arbejde. Kerry gentog sin langvarige støtte til en national efterretningsdirektør med ordene, "Det er på høje tide, og når jeg bliver præsident, vil det ske." Denne støtte fra begge partier for gennemgribende nye angreb på demokratiske rettigheder understreger realiteten bag præsidentkampagnen af 2004: de to store borgerlige partier er enige om krigen i Irak og den uafsluttede "krig imod terror"; de er enige om optrappede angreb på demokratiske rettigheder på hjemmefronten; og de er enige om at forsvare de 1 % super-riges interesser, som dominerer det amerikanske samfund. De er kun forskellige vedr de bedste metoder til at nå disse mål. Oversættelse: Hans Pendrup - End - |
Rapporten
fra den nationale kommission til undersøgelse af terrorist-angrebene 11.sept.
2001, der blev offentliggjort d. 22. juli er et omfattende dokument, der fortjener
et omhyggeligt studium. Det vil blive genstand for en gennemgribende analyse på
WWS webside. Men det allerede nu muligt, på basis af kommissionens disposition,
undersøgelsens omfang og mediedækningen, der ledsager udgivelsen
af rapporten, at drage visse afgørende konklusioner.