Facisme i USA?

Af Thom Hartmann
CommonDreams

I begyndelsen af 1944 bad New York Times FDR Roosevelt's vicepræsident Henry Wallace om, med dennes ord , "at skrive en artikel, der besvarede følgende spørgsmål: Hvad er en facist? Hvor mange fascister har vi? Hvor farlige er de?

Henry Wallace (1888 - 1965). landbrugsminister hos Franklin D. Roosevelt 1933-40, voicepræsident 1940-45, forsøgte opstilling som uafhængig præsidentkandidat i 1948

Vicepræsident Wallace's svar på disse spørgsmål blev publiceret i New York Times d. 9 april 1944, da krigen imod aksemagterne Tyskland og Japan var på sit højdepunkt.

"De virkeligt farlige amerikanske facister," skrev Wallace, "er ikke de, der mere eller mindre er hægtet op på Aksemagterne. FBI har styr på dem. Den farlige amerikanske fascist er den mand, der "in an American way" i de Forenede Stater ønsker at gøre, hvad Hitler gjorde i preussisk stil. Den amerikanske fascist foretrækker at undgå vold. Hans metode er at forgifte de offentlige informationskanaler. For en fascist er problemet aldrig, hvordan man bedst præsenterer sandheden for befolkningen, men hvordan man bedst bruger nyhedsinformationerne til at bedrage befolkningen med henblik på at give fascisten og hans gruppe flere penge eller mere magt."

I denne sammenhæng brugte Wallace den klassiske definition af ordet "fascist" - den definition Mussolini havde i tankerne, da han hævdede at have opfundet ordet.
(Det var i realiteten den italienske filosof Giovanni Gentile, der skrev det opslag i Encyclopedia Italiana, der sagde: "Fascisme burde mere passende kaldes korporativisme fordi det er en sammensmeltning af staten og korporativ magt." Mussolini satte imidlertid sit navn på opslaget og gjorde krav på ophavsretten til det).

Som 1983 udgaven af American Heritage Dictionary bemærkede er fascisme:
"Et regeringssystem der udøver det ekstreme højres diktatur, typisk i kraft af en sammensmeltning af stat og erhvervsledelse i forening med en krigerisk nationalisme."

Mussolini var ganske uforbeholden om alt dette. I en pjece fra 1923 med titlen "Fascismens doktrin" skrev han: "Hvis klassisk liberalisme betyder individualisme, så betyder Fascisme regering." Men ikke en regering af, ved og for "We the People " - i stedet vil det være en regering af, ved og for landets mest magtfulde korporative interesser.

I 1938 bragte Mussolini sin vision om fascisme til fuld udfoldelse, da han opløste parlamentet og erstattede det med "Camera dei Fasci e delle Corporazioni" - De fascistiske korporationers kammer. Korporationer var stadigt privat ejede, men nu var de - i stedet for at være nødt til at smugle deres penge til folk som Tom DeLay (den nuværende republikanske flertalsordfører i kongressen, HP) og fordækt skrive lovgivning, så var de åbenlyst i besiddelse af regeringsmagten.

Vicepræsident Wallace fremlagde i sin 1944 artikel i New York Times uden omsvøb sin bekymring for, at det samme skulle finde sted her i Amerika:
"Hvis vi definerer en amerikansk fascist som en, der i tilfælde af konflikt sætter penge og magt over menneskelige hensyn, så er der utvivlsomt adskillige millioner fascister i de Forenede Stater. Der er formentlig adskillige hundrede tusinder, hvis vi indsnævrer definitionen til at kun at omfatte de, der i deres jagt efter penge og magt er hensynsløse og løgnagtige … De er patriotiske i krigstider, fordi det er i deres interesse at være det, men i fredstider følger de magt og dollar uanset, hvor det fører hen.

Ikke desto mindre var der dengang få korporative ledere, der stillede op til et politisk embede, og efter Wallace's mening følte de fleste politikere, at det var deres forpligtelse at repræsentere "We The People" i stedet for korporative karteller. "Amerikansk fascisme vil ikke være virkelig farlig," tilføjede han i den næste sætning ," før der er en målrettet koalition mellem kartellisterne, de bevidste forgiftere af offentlig information….."

I erkendelse af, at "fascisme er en verdensomspændende sygdom," antydede Wallace yderligere, at fascismens "største trussel for de Forenede Stater vil komme efter krigen" og vil manifestere sig "indenfor de Forenede Stater selv."

I Sinclair Lewis roman fra 1935 "It Can´t Happen Here" bliver en konservativ sydstatspolitiker hjulpet til præsidentembedet af en nationalt landsdækkende radio- studievært. Politikeren - Buzz Windrip - fører sin kampagne på familjeværdier, flaget og patriotisme. Windrip og studieværten beskriver tilhængere af det traditionelle amerikanske demokrati som anti-amerikansk. Da Windrip bliver præsident åbner han et forvaringscenter i stil med Guantanamo og bogens talerør, Vermont-avisredaktøren Doremus Jessup, flygter til Canada for at undgå forfølgelse under nye "patriotiske" love, der gør det illegalt at kritisere præsidenten.

Som Lewis bemærkede i sin roman, "(sagde) præsidenten med noget af sin humoristiske stil: "Der er to [politiske] partier, de korporative og de, der overhovedet ikke hører til noget parti, og derfor, som man siger, bare er uheldige! Just out of luck. Ideen om den korporationen eller den korporative stat, havde romanens [stats]minister Sarason mere eller mindre taget fra Italien." Og præsident "Windrips partimedlemmer kaldte sig selv for korporatister, eller blandt venner, ´korpo´erne´, et øgenavn, der var almindelig brugt."

Lewis var som den første amerikaner, der vandt Nobelprisen, verdensberømt i 1944, hvilket hans bog "It Can´t Happen Here" også var. Og adskillige velkendte og magtfulde amerikanere, inklusive Prescott Bush (George Bush´s bedstefar), var gået glip af forretninger i begyndelsen af 1940'erne som følge af anklager fra Roosevelt om forretninger med Hitler. Disse begivenheder var utvivlsomt alle sammen med til at præge vicepræsident Wallace's tanker, da han skrev:

"Yderligere en fare repræsenteres af de, mens de hykler respekt for demokrati og fælles velfærd i deres umættelige grådi ghed efter penge og den magt, penge giver, ikke tøver med i fordækt at unddrage sig disse love, der har til formål at beskytte offentligheden fra monopolistisk afpresning. Amerikanske fascister af denne slags var illegalt forbundet med deres tyske partnere før krigen og forbereder selv nu at fortsætte, hvor de slap når ´de nuværende ubehageligheder´ er overstået."

Fascister har en dagsorden, der primært er økonomisk. Som the Free Dictionary (www.thefreedictionay.com) bemærker, så er fascisme/korporativisme "et forsøg på at skabe en ´moderne´ version af feudalisme ved at sammensmelte de ´korporative´ interesser med statens."

Feudalisme er naturligvis den mest stabile af de tre historiske tyrannier (kongedømmer, teokratier, feudalisme), der havde magten før tilsynekomsten af amerikansk republikansk demokrati og kan groft defineres dom "de riges herredømme."

De neo-feudale/fascistiske rige bliver således rigere (og mere magtfulde) på bekostning af de fattige og middelklassen, en ironi som forfatteren Thomas Frank ikke er blind for, og som i sin nye bog "What´s the Matter With Kansas" bemærker, at "Man kan se paradokset ved selvsyn på næsten enhver hovedgade i den amerikanske provins - ´gået fallit´ (´out of business´) skilte side om side med plakater, der støtter George W. Bush."

De forretninger, der er ´out of business´ er under fascistiske administrationer sædvanligvis lokalt ejede små og mellemstore selskaber. Som Wallace skrev, er der nogle i big business, der er "villige til at sætte den amerikanske friheds struktur på spil for at vinde en kortsigtet fordel." Han tilføjede, "Monopolister foretrak at sikre deres posistion imod små og energiske foretagender (selskaber). Under bestræbelser på at eliminere muligheden for at en hvilken som helst rival får lejlighed til at vokse op, er der nogle monopolister, der er villige til at ofre selve demokratiet."

Men amerikanske fascister, der kunne ønske sig tidligere selskabsdirektører som præsident, majoritets indpisker i kongressen og majoritetsleder i senatet og skrive love til fordel for korporative interesser, taler sædvanligvis ikke til "We the People" om deres virkelige dagsorden, eller den skade, den gør på småerhverv og den arbejdende befolkning. I stedet peger de, som Hitler gjorde med fagforeningsledere og jøderne, på et "dem" for at stemple dem distrahere folk fra de skader, deres økonomiske politik forvolder.

I en forudseende kommentar til George W. Bush´s nylige antydning af, at civilisationen selv er i fare som følge af homoseksuelle, fortsatte Wallace:

"Symptomerne på fascistisk tankegang er farvet af miljø og tilpasset umiddelbare omstændigheder. Men altid og overalt kan de identificeres på deres appel til fordomme, og på ønsket om at spille på frygt og forskellige grupper forfængelighed for at vinde magt. Det er ikke noget tilfælde, at væksten af moderne tyranner i alle tilfælde har været indvarslet af væksten i fordomme. Det er muligvis chokerende for nogle mennesker i dette land at måtte se i øjnene, at de utilsigtet har synspunkter, der er fælles med Hitler, når de prædiker diskrimination… "

Men selv i den forbindelse, bemærker Wallace, ville amerikanske fascister være nødt til at lyve overfor folk for at vinde magt. Og, fordi de lå i med nationens største korporationer - som kunne skaffe sig kontrol over aviser og elektroniske medier - kunne de med lethed promovere deres løgne.

"De amerikanske fascister gør sig lettest bemærket ved deres bevidste perversion af sandhed og kendsgerninger, " skrev Wallace. "Deres aviser og propaganda opdyrker omhyggeligt hver sprække af uenighed, enhver revne i den fælles front imod fascisme. De bruger enhver lejlighed til at angribe demokrati."

I sin stærkeste anklage imod den fascistiske tidevandsbølge de Forenede Staters vicepræsident så rejse sig i Amerika, tilføjede han, "De hævder at være super-patrioter, men de har til hensigt at ødelægge enhver frihed garanteret af konstitutionen. De kræver frihandel, men de er talsmænd for monopol og tilsikrede kapital interesser. Deres endelige mål, som al deres bedrageri tager sigte på, er at erobre politisk magt, så at de ved at bruge statens magt og markedets magt samtidig vil være i stand til at holde den almindelige mand i permanent underkastelse."

Endelig, sagde Wallace, "Myten om fascistisk effektivitet har narret mange mennesker … Demokrati må for at knuse fascisme internt … udvikle evnen til at holde folk fuldt beskæftiget og på samme tid balancere budgettet. Det må sætte mennesker først og dollars bagefter. Det må appellere til fornuft og anstændighed og ikke til vold og svig. Vi må ikke tolerere undertrykkende regering eller industrielt oligarki i form af monopoler og karteller."

….

I 2004 står vi igen ved den samme korsvej, som Roosevelt og Wallace stod ved under den store depression og 2. verdenskrig. Fascisme er igen på vej op i Amerika, dennegang kalder den sig selv "compassionate conservatism." RNC´s (Den Republikanske National Komite) adfærd i dag er en uhyggelig parallel til den dag i 1936, hvor Roosevelt sagde, "Forgæves forsøger de at skjule sig bag flaget og konstitutionen. I deres forblindelse glemmer de hvad flaget og konstitutionen står for." …

Præsident Roosevelts og vicepræsident Wallace's advarsler er kommet til sin ret. Hvilket er grunden til, at det er så væsentligt, at vi denne november går sammen til stemmeurnerne for at stoppe denne seneste inkarnation af feudal fascisme fra at gribe den totale kontrol med vort land.

19. juli 2004

Thom Hartmann har som forfatter vundet Project Censored-prisen og er vært for et dagligt progressivttalk radio show. www.thomhartmann.com. hans seneste bøger er "The Last Hours of Ancient Sunlight," "Unequal Protection: The Rise of Corporate Dominance and the Theft of Human Rights," og "We The People: A Call To Take Back America."

Lettere forkortet og oversat af Hans Pendrup

- End -