USA: Økonomisk fascisme i ultraliberalistisk belysning

Af Hans Pendrup

Websiden "LewRockwell.com bragte 23 nov. en artikel med titlen Economic Fascism. Det drejer sig om et genoptryk fra 1994 i tidsskriftet "The Freeman", der gennem 50 år har været talerør for radikalt liberalistiske ideer som repræsenteret af den østrigske økonom og socialfilosof Ludwig von Mises (... 1973) og tilhængere af hans synspunkter som F.A Hayek og Chicago økonomen Milton Friedman.
Lew Rockwell er grundlægger af og præsident for the Mises Institute, Auburn USA, der formidler von Mises´ ideer under devisen "anti-state, anti-war, pro-market".
Se artiklen her Economic Fascism

Økonomi er ifølge von Mises filosofi det primære udgangspunkt for alle samfundsmæssige overvejelser, hvilket i denne sammenhæng er ensbetydende med en konsekvent afvisning af statslig styring og dermed også krig jævsides med en ligeså konsekvent bekendelse til markedskræfterne. I lyset af disse stærkt modsætningsfyldte grundsynspunkter (pro-marked, men anti stat og krig) lader Lew Rockwell´s webside sig ikke uden videre placere i et traditionelt højre-venstre spektrum.

Den radikalt kritiske holdning overfor statslig styring og krig kommer til udtryk i websidens udvalg af artikler, der ofte stammer fra, hvad der almindeligvis opfattes som venstreorienterede kilder som Noam Chomsky m.fl.. i listen over links henvises der endog til den trotskistiske WSWS World Socialist Website. I tråd hermed også ovennævnte artikel om "økonomisk fascisme"

Artiklens forfatter, Thomas DiLorenzo, der er bidragyder til instituttets teoretiske arbejder, sammenligner i sin artikel de italienske og tyske fascistiske regeringer under Mussolini og Hitler med den nuværende amerikanske regering - dvs. under Clinton administrationen i 1994 - og kommer til det resultat, at lighederne er påfaldende. Hvilket sikkert vil virke overraskende for de, der opfatter Clinton´s politik som et positivt alternativ til Bush administrationens angiveligt fascistiske tendenser. DiLorenzo går imidlertid meget længere tilbage og ser en vigtig del af ondets rod i Roosevelt´s "New Deal" politik, der som bekendt var et forsøg på statsligt indgreb efter markedskræfternes ragnarok i begyndelsen af 30´erne.

"Når folk hører ordet "fascisme"", skriver DiLorenzo," så tænker de uvilkårligt på dens hæslige racisme og anti-semitisme, som den blev praktiseret af Mussolini´s og Hitler´s regimer. Men der var imidlertid også en komponent af økonomisk politik i fascismen, der i 20´ernes og 30´ernes Europa gik under navnet "korporatisme". Såkaldt korporatisme blev indført i Italien og Tyskland i 1930´erne og blev fremholdt som en "model" af ikke så få intellektuelle og politik-magere i USA og Europa. En version af økonomisk fascisme blev faktisk overtaget i de Forenede Stater i 1930´erne og overlever den dag i dag. " (Her tænker DiLorenzo formentlig på Roosevelt´s "New Deal" politik.)
I de Forenede Stater blev denne politik ikke kaldt fascisme, men "plan kapitalisme". Ordet fascisme er muligvis ikke længere politisk acceptabelt, men dets synonym "industri politik" er så populært som nogensinde"

"Få amerikanere er klar over eller kan huske, hvor så mange amerikanere og europæere betragtede økonomisk fascisme som en fremtidens bølge i 1930´erne." siger Di Lorenzo videre. "Den amerikanske ambassadør i Italien, Richard Wasburne Child, var så imponeret af ´korporatismen´, at han i forordet til Mussolin´s selvbiografi i 1924 at "det kunne skarpsindigt forudsiges, at næppe nogen mand vil udvise dimensioner af permanent storhed, der kan måle sig med Mussolini. ... Il Duce er nu den største skikkelse i denne sfære og tid."

Winston Churchill skrev i 1927 at "Hvis jeg havde været en italiener, er jeg sikker på, at jeg ville have været helt på linje med Dem" og "have trukket i den fascistiske sortskjorte." Så sent som i 1940 beskrev Churchill stadig Mussolini som "en stor mand."
DiLorenzo´s ultra-liberale synsvinkel resulterer, som man vil se af ovennævnte eksempler, i flere foruroligende eksempler på fascistiske sympatier i de daværende demokratiers toplag

Men eftersom DioLorenzo's hovedangrebspunkt ikke blot er demokrati, men statslig styring i det hele taget kommer han til at fordreje sammenhængen med sin historiske sammenligning.

I et afsnit om teorierne om government-business partnerships skriver han. "En tredje definerende karakteristik af økonomisk fascisme er. at privat ejendom og erhvervsmæssig ejendom er tilladt, men i realiteten er kontrolleret via et business-government "partnership." Som Ayn Rand ofte bemærkede, så er det imidlertid altid regeringen, der er senior eller dominerende "partner" i et sådant partnerskab."

Her er der nok brug for at grave lidt dybere i historien. Indledningsvis kunne man nævne den tyske industrimagnat Fritz Thyssen´s bog "I paid Hitler". Selvom der næppe er tvivl om, at den politiske magt da fascismen først var kommet til magten i Tyskland og Italien og den krigeriske politik var kommet til udløsning, var overladt til diktaturet, så er det ikke desto mindre komplet usandsynligt, at Hitler og Mussolini var kommet til magten, uden at storkapitalen og markedskræfterne havde været direkte aktive i opbygningen af det militære diktatur og dets imperialistiske mål. Og det gælder ikke blot den europæiske storkapital: der er rigelig med dokumentation for de amerikanske korporationers medvirken. Herunder ikke mindst via præsident Bush bedstefar Prescott Bush finansielle samarbejde med Fritz von Thyssen.

"Economics deals with society's fundamental problems; it concerns everyone and belongs to all. It is the main and proper study of every citizen." Med dette citat af Von Mises indleder Mises Instituttet en af sine orienterende publikationer. At økonomien beskæftiger sig med samfundets fundamentale problemer kan man ikke uden videre afvise, men hvem og hvad styrer økonomien? For den styrer vel ikke sig selv? Det må vel næsten være det, der er Von Mises budskab. Ikke staten/regeringen, ikke krigen/militæret, men markedet. Det må nærmest betegnes som ultraliberalisme eller laissez faire.

At det skulle repræsentere et alternativ til fascisme forekommer det vanskeligt at finde historisk belæg for. Tværtimod må man vel sige. At markedskræfternes storkapitalistiske eksponenter har søgt at løse sine problemer ved at søge tilflugt til fascistisk styring og krig er adskilligt lettere at påvise historisk. DiLorenzo gør det - omend utilsigtet - udmærket selv.

DiLorenzo´s bandbulle imod den mere eller mindre latente amerikanske fascisme kommer således i praksis til opnå det modsatte af sit angivelige formål. Ved at sætte fokus på den politiske styring til fordel for markedskræfterne kaster han et slør over de helt uomgængelige forudsætninger for etableringen af fascisme og krig. Og det er om noget det, der fremfor alt kendetegner den politiske udvikling i USA i dag.

Med de magtfulde mediekoncernes aktive medvirken drejes opmærksomheden som hos en tryllekunstner fra det, der faktisk sker, til illusionen. Der fokuseres kort sagt på fremtrædelsesformen på bekostning af væsenet. I markedskræfternes nådesløse spil er Bush og Kerry blot mere eller mindre talentfulde nikkedukker. Ikke for ingenting omtales den tidligere korporationschef Dick Cheney som den egentlige præsident bag Bush.

I praksis bidrager DiLorenzo således blot til at forberede udskiftningen af den siddende nikkedukke med en anden og mere effektiv. Det er imidlertid tvivlsomt om det vil lykkes. Problemerne er ved at vokse markedskræfternes repræsentanter over hovedet. Og så risikerer løsningen at blive en gentagelse af det forrige århundredes rædselsscenarier.

Det var Dimitrov, der på den kommunistiske internationale´syvende kongres i 1935 udarbejdede den klassiske definition af fascisme. "Fascisme," sagde han, " er de mest reaktionære, de mest chauvinistiske, de mest imperialistiske elementer af det finansielle oligarki´s åbne diktatur. Fascismen er ikke en magt, der står over klasserne, og det er ikke småborgerskabets og lumpenproletariatets magt over det finansielle oligarki. Fascisme er det finansielle oligarki selv."
Løsningen, er iflg. Dimitrov en forenet front bestående af den internationale arbejderklasse og dens allierede.

I den borgelige økonomis teoribøger er det finansielle oligarki naturligvis ikke synonymt med markedskræfterne, men det er det i det virkelige liv. Det betyder i praksis fascistisk (dvs. korporatistisk) statsstyring og krig. Helt i modstrid med DiLorenzo´s argumentation er det ikke statslig styring, men omfattende deregulering, der har kendetegnet amerikansk politik ikke mindst under Bush administrationen, men også allerede under Clinton. Markedskræfterne er nu klar til atg sætte dagsordenen og er allerede kommet langt med at formulere sine reaktionære ideologiske programpunkter i form nationalisme af religiøs fundamentalisme, anti-aborter og fremmedhad.

Hans Pendrup

Note på engelsk

Conclusions - Thomas J. DiLorenzo

Virtually all of the specific economic policies advocated by the Italian and German fascists of the 1930s have also been adopted in the United States in some form, and continue to be adopted to this day. Sixty years ago, those who adopted these interventionist policies in Italy and Germany did so because they wanted to destroy economic liberty, free enterprise, and individualism. Only if these institutions were abolished could they hope to achieve the kind of totalitarian state they had in mind. ...

Now that socialism has collapsed and survives nowhere but in Cuba, China, Vietnam, and on American university campuses, the biggest threat to economic liberty and individual freedom lies in the new economic fascism. ...

November 23, 2004

Thomas J. DiLorenzo is the author of The Real Lincoln: A New Look at Abraham Lincoln, His Agenda, and an Unnecessary War, (Three Rivers Press/Random House). His latest book is How Capitalism Saved America: The Untold Story of Our Country's History, from the Pilgrims to the Present (Crown Forum/Random House, August 2004).

- End -