USA's 'korstog for demokrati' -
i neokonservativ belysning

Hvad præcis har Bush administrationen i tankerne,
når den indleder sin anden periode?

DOKUMENTATION

Svaret på dette spørgsmål antydes i en kommentar af Charles Krauthammer i Washington Post, der forelå dagen efter Bush´s indsættelsestale. Timingen var naturligvis ikke tilfældig. Krauthammers spalte markerede som så mange andre redaktionelle indlæg og spalter, der hilser tiltrædelsestalen velkommen, begyndelsen på en kampagne, der har til formål at massere og manipulere den offentlige mening i overensstemmelse med den anden Bush administrations dagsorden.

Den gamle krig imod terror, der havde været i forgrunden for Bush i hans første periode, forklarer Krauthammer, er af svindende betydning. Nye farer truer.
"Den dårlige nyhed er en udvikling, der er mere urovækkende end de fleste iagttagere gør sig klart: tegn på fremkomsten, for første gang siden sovjetimperiets fald, af en anti-amerikansk blok forankret af stormagter."
Hvad er det Krauthammer taler om?

"Det er ikke noget tilfælde, at Rusland er begyndt at antyde muligheden af fælles sag med Kina. Dette er potentielt ildevarslende, fordi Kinas voksende magt og dens status som ledende "have-not" nation, der repræsenterer det 21'ende århundredes Tyskland. I december, i den uge, hvor det ukrainske valg blev omgjort som endeligt, og som bragte den pro-vestlige Viktor Yushchenko til magten, tog Rusland to skridt i retning af Kina. Det første var bekendtgørelsen af intensiveret økonomisk samarbejde om udvikling af Ruslands enorme energiresourcer. Mere ildevarslende var den russiske forsvarsministers bekendtgørelse af 27 dec. af ´for første gang i historien´ store fælles militære øvelser på kinesisk territorium."

"Kina er til gengæld i færd med at udvikle relationer til så ondsindet anti-amerikanske slyngelstater som Iran. Føj hertil forskellige self-styled eksempler på vraggods som Syrien, Nord Korea, Cuba og Hugo Chavez´s Venezuela, så har vi begyndelsen til en betydningsfuld ´anti-hegemonisk´ blok - med sigte på os."
(The logic of the irrational: Bush's inaugural address and the global strategy of American imperialism By David North WSWS 22 January 2005)

Charles Krauthammer tilhører den kreds af nykonservative, der i 1997 var tog initiativet til principerklæringen Project for a New American Century, der siden
kom til at danne grundlaget for Bush Administrationens udenrigspolitik. Krauthammer er oprindelig psykiater, men har siden fungeret som columnist for bl.a. Washington Post og for det neokonservative organ Weekly Standard, der blev grundlagt med midler fra den ultrakonservative Rupert Murdoch.

Krauthammer er stadig knyttet til inderkredsen i Bush administrationen og var i den egenskab deltager i en gruppe, der forberedte Bush´s tiltrædelsestale sidste torsdag. Der er derfor god grund til at lægge sig hans urovækkende synspunkter på sinde. Se i denne forbindelse World Socialist Websites uddrag af Krauthammers artikel (citeret ovenstående) og kommentarer samt Stop Terrorkrigens artikler om PNAC og om det russisk-kinesiske samarbejde. (HP)

Morgendagens trussel

Af Charles Krauthammer

Washington Post 21 januar 2005

Hvor befinder vi os? Her Bush på administrationen´s midtvejspunkt , engageret som vi er i konflikt over hele verden, vinder vi?

Det store demokratiske korstog som denne administration er i gang med går langt bedre end de flest iagttagere vil indrømme. Det er de gode nyheder. De dårlige nyheder er en udvikling der der mere urovækkende end de fleste iagttagere er klar over: tegn på fremkomsten, for første gang siden sovjetimperiets fald af en anti-amerikansk blok forankret i stormagter.

Først de gode nyheder. Bush administrationens store projekt - styrkelsen og udbredelsen af demokrati - nyder godt af en betragtelig succes. For ganske nylig var vi vidne til "orange revolutionen´s" triumf i Ukraine, der fulgte efter "rose revolutionen" i Georgien, og som indebar brud med autoritarianismen i to tidligere sovjetrepublikker. Minder omtalt var valgene i to kritiske muslimske stater - Indonesione og Malaysia - hvor islamistiske partier blev afgørende slået.

Andetsted i den islamiske verden så vi (omend nedspillet af mange) det afghanske mirakel: frie og vellykkede valg på verdens måske mest ugæstfrue jordbund for demokrati. Dette blev fulgt op af palestinensiske valg og begyndelsen til en politisk reform. Om muligt endnu mere opmuntrende var en offentlig erklæring udsendt kun få uger tidligere af mere end 500 palestinensiske intellektuelle der kræver demokrati, the rule of law, gennemskuelighed og en ende på Arafat-styret´s diktatoriske herredømme.

Og nu, valgene i Irak, der tydeligvis er problematiske men også meget lovende. Ikke alene vil de etablere en præcedens for frie valg og konstitionelt styre, men de vil også effektivt overføre magt til det hidtil stemmeretsberøvede irakiske flertal - shiiter og kurdere - som da vil en virkelig del i at hjælpe de Forenede Stater med at forsvare den nye irakiske orden imod det baathistiske oprør.

Ydermere har valgprocessen og den ondsindede terrorisme der er udløst imod ethvert element i den afsløret oprøret som ikke at være den nationalistiske modstand som sympatisører i Vesten foregiver den at være, men som den desperate opposition af tabere imod både irakisk demokrati og flertalsstyre.

Nu til de dårlige nyheder. Jeg taler her ikke om det indlysende, den fortsatte overlevelse af al Qaeda, selvom den tydeligvis er reduceret i løbet af de sidste 3½ år.

Jeg taler om den anden mere subtile udfordring for Pax Americana: de første krusninger af hvad der kunne blive en anti-amerikansk koalition, der involverer mindst to stormagter. Det mest bemærkelsesværdig faktum om den post-kolde krig er at i det første halvandet tiår opstod ingen sådan opposition. Historisk er næsten uhørt for hegemoniske magter som det napoleonske Frankrig og det imperiale og nazistiske Tyskland tenderer næsten uvægerligt til at anspore til skabelsen af en koalition af stormagter til opposition og inddæmning af dem.

Dette kan muligvis begynde igen. Den ro hvormed Rusland accepterede det sovjetiske sammenbrud kan være kørt til ende. Ruslands hjælpeløshed over tabet af Ukraine fulgt af en række ydmygende tab: først det eksterne tredje verdens imperium, dernæst det ydre Øst europæiske imperium, så de 14 sovjet republikkers indre imperium.

Føj hertil NATO´s angreb på Serbien, Ruslands traditionelle Balkan allierede, og udvidelsen af NATO til de baltiske stater. Vladimer Putin´s Rusland, allerede på vej til at bevæge sig afgørende tilbage til traditionel tsaristisk autoritarianisme led så et politisk nederlag i Ukraine, som det anså for sit naturlige arvegods. Dette forværrer og forbitrer kun følelsen af fremmedgørelse fra Vesten i almindelighed og fra de Forenede Stater i særdeleshed.

Det er ikke noget tilfælde at Rusland er begyndt at antyde muligheden af fælles sag med Kina. Dette er potentielt ildevarslende, fordi Kinas voksende magt og dens status som ledende "have-not" nation, det 21'ende århundredes Tyskland. I december, i den uge for det ukrainske valg blev omgjort som endelig bragte den pro-vestlige Viktor Yushchenko til magten, tog Rusland to skridt i retning af Kina. Det første var bekendtgørelsenm af intensiveret økonomisk samarbejde om udvikling af Ruslands enorme energi resourcer. Mere ildevarslende var den russiske forsvarsministers bekendtgørelse af 27 dec. af ´for første gang i historien´ store fælles militære øvelser på kinesisk territorium.

Kina er til gengæld i færd med at udvikle relationer til så ondsindet anti-amerikanske slyngelstater som Iran. Føj hertil forskellige self-styled eksempler på vraggods som Syrien, Nord Korea, Cuba og Hugo Chavez´s Venezuela, så har vi begyndelsen til en signifikant ´anti-hegemonisk´ blok - med sigte på os.

Dette er ikke en ny kold krig. De Forenede Stater vil stadig forblive den overvældende dominerende verdensmagt. Men det er en udfordring som historien har i vente for os den dag krigen imod terrorisme er vundet og måske endda før. Der er ingen hvile for den trætte.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -