Bogpræsentation

Chalmers Johnson:
The Sorrows of Empire

Chalmers Johnson er forfatter til den profetiske nationale bestseller "Blowback" , en overraskende betragtning af militarismen American style og dens konsekvenser i ud- og indland. Hans nye bog vilkle på dansk hedde 'Imperiesorger: Militarisme, Hemmelighedskræmmeri og Republikkens Endeligt' med undertitlen 'Det amerikanske imperieprojekt'.
Her følger nogle amerikanske præsentationer af bogen Sorrows of Empire: Militarism, Secrecy, and the End of the Republic (The American Empire Project)

Af Antiwar's. præsentation af bogen:

I årene efter Sovjet Unionens sammenbrud blev de Forenede Stater beskrevet først som klodens "enlige supermagt'", derefter som "den modvillige sheriff", videre som "den uundværlige nation," og nu i kølvandet på 9/11, som "Det nye Rom." Her udforsker Chalmers Johnson grundigt den nye militarisme, der transformerer Amerika og tvinger dets befolkning til at påtage sig byrden som imperium.

Idet han husker os på de klassiske advarsler imod militarisme - fra George Washingtons afskedsadresse til Dwight Eisenhower´s fordømmelse af det militært-industrielle kompleks - afdækker Johnson dets rødder langt tilbage i vor fortid. Idet han vender sig til nutiden, kortlægger han Amerika´s ekspanderende imperium af militære baser og det enorme net af tjenester, der understøtter dem. Han fremlægger et livagtigt billede af den nye kaste af professionelle krigere, der har infiltreret flere af regeringens sektorer, som klassificerer alt, hvad de laver, som "hemmeligt" og for hvem manipulation af militærbudgettet er af vital interesse.

Blandt Johnson´s provokerende konklusioner er den, at amerikansk militarisme sætter en stopper for globaliseringens tidsalder og betyder de Forenede Staters fallit, samtidig med at den skaber betingelser for et nyt århundrede af ondartet blowback. The Sorrows of Empire antyder, at den tidligere amerikanske republik allerede har krydset sin Rubicon - med Pentagon i spidsen.

Af Forlagets uddrag af indholdet:

Imperialisme før og nu

Hvad var navnet på den flod som Julius Cæsar overskred? Var det ikke Rubicon, den hed? For nylig har Mr. Bush formentlig krydset den flod.
Robert Fisk.
(Mellemøsten-korrespondent for the London Independent i en reportage fra FN 13 sept. 2002.)

Amerikanske ledere ynder nu at sammenligne sig selv med imperiale romere, selv om de ikke ved ret meget om romers historie. Den væsentligste lære for de Forenede Stater burde være historien om hvordan den romerske republik udviklede sig til et imperium, og hvordan den under forløbet af denne proces ødelagde dets system af valg til dets to konsuler (dets chief executives), hvilket gjorde det romerske senat impotent, og for altid gjorde en ende på de lejlighedsvis folkelige forsamlinger og lovgivende komiteer, der var hjertet i republikkens liv, og som indvarslede et permanent militært diktatur.

Meget lig de Forenede Stater i dag, havde den romerske republik langsomt tilegnet sig et imperium i kraft af militær erobring. Omkring det første århundrede f. Kr. dominerede det hele Gallien, det meste af den iberiske halvø, den nordafrikanske kyst, Grækenland, Balkanlandene og dele af Lilleasien. Som den kanadiske essayist Manuel Miles bemærker, "Der er ingen historisk lov, der forbyder en republik at besidde et imperium. Der er imidlertid en udvikling i retning af autokratiske overtagelse af imperiale republikker, især efter at de har nået et bestemt vækststadium. Også nu er denne proces undervejs i USA - præsidenten bestemmer ligesom de første romerske kejsere hvornår og hvor, der skal føres krig og hans senat gummistempler og gennemtvinger bevilling af midler til hans imperialistiske eventyr, nøjagtigt som det oprindeligt fandt sted på Cæsars og Octavians tid."

Det romerske senat fungerede godt nok meget lig kongressen i to århundreder. Men omkring det første århundrede e.Kr. oversteg såvel kravene til opretholdelse af imperiets omfang som hærene senatets og konsulernes kapacitet. I 49 e.Kr. krænkede Julius Cæsar romersk lov ved at føre sin hær over den smalle flod med navnet Rubicon i det nordlige Italien og kastede landet ud i en borgerkrig blandt imperatorne, dvs. generalerne over Rom´s store hære. Efter Slaget ved Actium i 31 f.Kr. trådte Octavian frem som den mest magtfulde af generalerne og tiltog sig diktatorisk magt for at gøre en ende på de militære borgerkrige. I 27 e.Kr. overdrog senatet det meste af sin magt til ham og tildelte ham navnet Augustus. Som den første kejser regerede han fra 27 f. Kr. til 14 e.Kr. I løbet af få årtier var det romerske senat vokset til over tusinde medlemmer, mens det blev reduceret til lidet mere end en klub af gamle aristokratiske og militære familjer. Rom herskede over hele den kendte verden undtagen Kina, men jævnsides med den proces blev romersk demokrati erstattet af et diktatur, og til sidst blev romerne overskyllet af den verden af fjender, det havde skabt. Helt til det sidste foregav de romerske hære at tale for "senatet og det romerske folk" og paraderede under bannere udsmykktet med de latinske initaler SPQR (Senatus Populusque Romanus). Men den tid, hvor senatet havde betydning var forlængst forbi; imperiet var blevet et mål i sig selv.

Ligesom den romerske republik faldt fra hinanden, var det ikke alle dens borgere, der roligt fandt sig i tabet af deres demokratisk rettigheder. I Shakespeare´s berømte version af den tids politik spørger en borger, Cassius, Brutus "På hvilke retter nærer vor kejser sig, siden han er blevet så stor?" På en måde er denne bog et forsøg på at besvare dette spørgsmål i sammenhæng med en amerikansk imperialisme, der - forgiftet af falsk stolthed og selvglorificerende forestillinger - er blevet fed. Jeg refererer til den farligt vildledende konklusion, at de Forenede Stater forårsagede Sovjet Unionens sammenbrud og derfor "vandt" den kolde krig. Den tankegang, der frembragte denne konklusion giver nøglen til, hvordan de Forenede Stater, ligesom det gamle Rom, slog ind på vejen til militarisme og imperium. Blandt amerikanske triumfalister, svorne tilhængere af Reagan og gamle stjernekrigs- entusiaster er der en myte, der går ud på, at præsident Reagans sponsorering af, hvad han kaldte the stragegic defense initiative (SDI) - et aldrig færdiggjort, ubrugeligt, stort set rum-baseret forsvar imod interkontinentale ballistiske missiler - udløste en konkurrence med USSR om forsvarsudgifter, der i sidste instans forårsagede sidstnævntes fald.

Triumfalisterne hævder, at selv om Reagans stjernekrigs forslag aldrig kom i nærheden af at fungere, så tvang de USSR ud i et våbenkapløb der knækkede det økonomisk. Reagans "onde imperium" tale, hans støtte til anti-sovjetiske guerrillaer i Afghanistan, til "kontraer" imod Nicaraguas regering - sådan lyder dette argument - skabte et klima, i hvilket SDI var afgørende.

Således konkluderer Robert Gates, George H.W. Bush´s CIA direktør, stadig i sine erindringer, til trods for en næsten uafbrudt beretning om fejlslagne vurderinger og fejlanbragt rådgivning, i USSR´s sidste tiår: "Efter min opfattelse var det den omfattende restituering i Vesten - symboliseret af SDI - der overbeviste selv nogle af de konservative medlemmer af den sovjetiske ledelse om, at omfattende indre forandringer var nødvendige i USSR. Da denne beslutning først var taget, var scenen sat for dramatiske begivenheder indenfor Sovjet Unionen i de næste mange år."

Ikke desto mindre havde den russiske præsident Mikhail Gorbachev - ifølge Anatoly Dobrynin, gennem lang tid Sovjets ambassadør i Washington - så tidligt som i februar 1986 konkluderet, at "de Forende Stater satser på vor villighed til at bygge den samme slags kostbare system (som SDI) i håb om, at de i mellemtiden vil vinde dette kapløb ved at bruge deres teknologiske overlegenhed. Men vore forskere fortæller mig, at hvis vi ønsker at ødelægge eller neutralisere det amerikanske SDI system, vil vi kun være nødt til at bruge 10 prct af hvad amerikanerne planlægger at bruge." )
Blandt Gorbachevs videnskabelige rådgivere var ingen vigtigere end Andrei Sakharov, der deltog i udviklingen af Sovjet Unionen´s hydrogen bombe og senere blev en modig kritiker af sit lands menneskerettigheds generalieblad og vinder af Nobelprisen i 1975.

I december 23, 1986 beordrede Gorbachev Sakharov og hans kone, Yelena Bonner, frigivet fra internt eksil i byen Gorki, hvor de var blevet forvist at politbureau´et for kritik af den sovjetiske invasion af Afghanistan. Frigivelsen af Sakharov var en af Gorbachevs tidligste og vigtigste handlinger i overensstemmelse med glasnost, eller "åbenhed", der i sidste instans førte til optrevlingen Sovjetsystemet, men han ønskede også Sakharov´s råd vedr. SDI. Fremlagt i hemmelige møder i Moskva var Sakharov´s analyse entydig:
"Et SDI system vil aldrig blive militært effektivt imod en velbevæbnet modstander; tværtimod ville det være en slags "Maginotlinje" i rummet" - kostbar og sårbar overfor modforholdsregler. Det ville ikke komme til at tjene som et forsvar af befolkningen, eller som et skjold, bag hvilket et første slag kunne udløses, fordi det let kunne bekæmpes. Mulige SDI-tilhængere i de Forenede Stater satsede på et accelererende våbenkapløb med henblik på at ruinere den sovjetiske økonomi, men hvis det var tilfældet, tog de fejl, for udviklingen af modforholdsregler ville ikke være kostbare."

I stedet for at øge investeringer i nye våben, var Sovjetunionen faktisk i færd med at skære ned. I midten af 1980´erne reviderede CIA vurderingerne af Sovjets forbrug af våbenanskaffelser og indikerede, at den faktiske stigningsrate havde været sølle 1.3 prct. årlig, ikke de 4 til 5 prct., som CIA tidligere havde rapporteret til præsidenten, og at russiske bevillinger til offensive strategiske våben i virkeligheden var gået ned med 40 prct. Sådanne skøn var ideologisk uacceptable for forsvarsminister Caspar Weinberger, som sendte dem tilbage til CIA.

Der beordrede direktør Gates "SOVA" (CIA´s kontor for Sovjet analyse) til at sende Weinberger et memo, der fokuserede på Sovjet Uninonens styrkesider."

Faktisk opfattede det amerikanske efterretningsvæsen ikke den kommende krise i Sovjet Unionen og gav aldrig vore politiske ledere en nøjagtig vurdering af de initiativer, der blev taget af Mikhail Gorbachev. Den 19. august 1991 bukkede USSR endelig under for et hjemligt statskup takket være en intern proces af delegitimering, som Gorbachev selv havde sat igang. De Forenede Stater havde lidet eller intet at gøre med den.

Mens Gorbachev forsøgte en intern perestroika (økonomisk restrukturering) og glastnost (ophøret af hemmelighed og frigivelse af politiske fanger), så var den afgørende begivenhed, der gjorde det klart for verden, hvor langt reformprocessen var gået, det, der fandt sted den 9. november 1989. Berlinmuren faldt. Her igen var de afgørende handlinger ikke amerikanske, men vesttyske. I sin lærde undersøgelse (kommisioneret af den tyske forbundsdag) af, hvad han kalder "en af det største paternitetsdiskussioner nogen sinde," forklarer Hans-Hermann Hertle: "Ifølge en hemmelig overenskomst med Bonn, åbnede de (ungarerne) grænsen til Østrig for DDR borgere d. 10 september (1989). Til gengæld åbnede forbundsrepublikken Ungarn en kredit i størrelsesordenen DM 5000 mio. og lovede at godtgøre evt. tab, som Ungarn måtte lide i forbindelse med gengældelsesforholdsregler fra DDR´s side. Titusinder af DDR borgere rejste til forbundsrepublikken via Østrig i de følgende dage og uger. DDR oplevede sin største bølge af afrejser siden bygningen af Berlinmuren i 1961. Denne asseudvandring demonstrerede SED´s (Det tyske socialistiske enhedsparti, dvs. kommunistpartiet) svage ledelse på dette område og underminerede regimets autoritet på en måde, der er uden fortilfælde."

Det er en banalitet i læren om internationale relationer, at imperier ikke er nødt til opgive deres dominions frivilligt. USSR var en sjælden undtagelse fra denne generalisering. Inspireret af Gorbachev´s idealisme og båret af ønsket om at blive medlemmer af det "fælles europæiske hus" og at vinde international anerkendelse som en "normal" stat, mente nogle reformpolitikere i Sovjet-eliten, at tilnærmelse til de Vesteuropæiske lande kunne hjælpe Rusland med at genvinde sin fastkørte moderniseringsproces. Som den russiske historiker Vladislav Zubok har bemærket," På visse punkter .... blev Sovjets politiske bånd til Frankrig og Vesttyskland vigtigere og måske varmere på et personligt plan end relationer til nogle medlemmer af Warschawa pagten."

Meget lig det ungarske kommunistpartis chef Imre Nagy i det anti-sovjetiske oprør i Budapest, og det tjekkiske kommunistpartis første sekretær Alexander Dubcek i revolten i Prag 1964, havde Gorbachev vendt sig imod den imperialistisk-revolutionære opfattelse af Sovjet Unionen, der var nedarvet fra Stalin. Han opgav villigt det sovjetiske imperium i Østeuropa som betaling for genoplivningen af Sovjet Unionens økonomiske system.

Det amerikanske lederskab havde hverken information eller fantasi til at fatte, hvad der var ved at ske. Totalt tryllebundet af akademisk "realist" tænkning, gik det fejl af en af de mest storslåede udviklinger i moderne historie og drog næsten totalt forkert konklusioner af den. På et tidspunkt efter Berlinmurens fald, havde den amerikanske ambassadør i Sovjet Unionen faktisk antydet, at Sovjetterne kunne blive nødt til at intervenere militært i Østeurop for at bevare regionens "stabilitet".

Efter nogen tøven bestemte den amerikanske regering og militær at - selvom den kolde krig i Europa bestemt var afsluttet - så ville man ikke tillade de ligeså ondartede kolde krige i Øst Asien og Latin Amerika at høre op. I stedet for Sovjet Unionen, måtte den kinesiske "trusse", Fidel Castro, narko-baroner, "ustabilitet" og senere terrorisme, masseødelæggelsesvåben og "ondskabens akse" - tjene som nye fjender. I mellemtiden gjorde de Forenede Stater deres bedste for at afstive de gamle koldkrigs strukturer og alliancer, selv uden sovjet-truslen, idet de ekspanderede NATO alliancen ind i Øst Europa og brugte den til at angribe Serbien, et tidligere kommunistisk land. Pentagon krævede til gengæld, at det militære forbrug blev opretholdt på essentielt koldkrigsniveau og søgte en ny, mere langsigtet rationale for sine globale aktiviteter.

Langsom, som Washington var til at få fat på, hvad der var ved at ske i Sovjet Unionen - så advarede toneangivende skikkelser i det Nationale Sikkerhedsråd så sent som marts 1989 imod at "overvurdere Sovjets svaghed" og farerne i forbindelse med "Gorbymania" - lederskabet flyttede sig med bemærkelsesværdig hast for at sikre sig, at sammenbruddet ikke ville komme til at berøre Pentagon´s budget eller vores "strategiske stilling" på kloden, som vi havde garnisoneret i antikommunismens navn. Kort tid efter Berlinmurens fald og selv da Sovjetunionen gik i opløsning, insisterede Pentagon chefen Dick Cheney på øget militært forbrug. I forbindelse med en beskrivelse af det nye forsvarsbudget i januar 1990 rapporterede Michael R. Gordon, New York Times militære korrespondent, at "efter Cheney´s opfattelse, der deles af præsident (George H.W. Bush) vil de Forenede Stater fortsætte med at behøve en stor flåde (og interventionsstyrker generelt) for at tage sig af pludseligt opståede, men begrænsede konflikter og trusler imod amerikanske interesser i regioner som Latin Amerika og Asien."

To måneder senere, da det Hvide Hus afslørede den nye nationale sikkerhedsstrategi i kongressen, beskrev den den tredje verden som et sandsynligt fokus for konflikt. "I en ny æra forudser vi, at vor militære magt vil forblive en essentiel understøttelse af den globale balance, men mindre fremtrædende og på forskellig vis." ....

Se også:

Chalmers Johnson: Blowback
Omkostninger og konsekvenser af amerikansk imperiebygning
(uddrag)

Det amerikanske baseimperium
af Chalmers Johnson

Overs. Hans Pendrup

- End -